Zelenskyj på sjælden togtur til fronten: 'Vi vil generobre alt'

Ukraines præsident takkede styrkerne i Mykolajiv og Odesa for deres indsats.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj passerer en delvist ødelagt bygning under sit besøg i Mykolajiv. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

Ukraines præsident Volodomyr Zelenskyj befinder sig for det meste i landets hovedstad, Kyiv, langt fra, hvor krigen i de her uger udspiller sig. Men i weekenden er præsidenten taget lidt sydpå for at takke de soldater, der befinder sig nær fjendens linjer.

Og beskeden til tropperne er klar: Det bare er et spørgsmål om tid, før de dele af Ukraine, der er kommet på russiske hænder, vil blive generobret.

Den sjældne togtur ud af Kyiv bragte Volodymyr Zelenskyj til sortehavsbyerne Mykolajiv og Odesa for at mødes med de styrker, der forsvarer Ukraine mod Ruslands hær.

- Vi vil ikke give det sydlige område til nogen, understregede han i en videotransmitteret tale på vej hjem fra den sydlige del af landet.

- Vi vil generobre alt, og havet vil være ukrainsk og sikkert, lød løftet fra Zelenskyj.

Vigtigt I er i live

Mykolajiv og Odesa har været under heftige russiske bombardementer, siden krigen i Ukraine brød ud i februar. Begge byer er nemlig strategisk vigtige for Rusland i bestræbelserne på at vinde kontrollen over Sortehavskysten.

Mens Zelenskyj primært har opholdt sig i Ukraines hovedstad, Kyiv, siden krigen brød ud, har han kun sjældent bevæget sig ud i landet.

Se Ukraines præsident under weekendens besøg i Mykolajiv:

I de seneste uger har han dog trodset de russiske tropper ved at tage til områder, hvor kampene har raset, blandt andet rejste han i maj til Kharkiv i Østukraine.

Og ifølge præsidenten udgør tropperne ved frontlinjen en afgørende mur, der beskytter landet mod Ruslands offensiv.

- Det er vigtigt, at I er i live. Så længe I lever, er der en stærk ukrainsk mur, der beskytter vores land, sagde den ukrainske leder til tropperne i Odesa ifølge BBC.

- Jeg vil gerne takke jer fra Ukraines folk, fra vores stat for det store arbejde, I udfører, for jeres upåklagelige tjeneste.

I Mykolajiv uddelte Zelenskyj medaljer til soldaterne og opfordrede dem til at "passe på Ukraine - det eneste, vi har. Og pas på jer selv - det er kun jer, der kan gøre det".

Byen har længe været et centralt mål for de russiske styrker og har været udsat for kraftige raket- og artilleribombardementer.

Korn på dagsordenen

Optagelser fra præsidentens besøg, der er blevet lagt ud på Zelenskyjs officielle Telegram-kanal, viser blandt andet præsidenten stirre op på resterne af en ni etager høj regeringsbygning i Mykolajiv.

Bygningen blev ramt af et missil i slutningen af marts, der angiveligt kostede 37 mennesker livet.

I Odesa besøgte han en lejlighedsejendom, hvor otte mennesker, herunder en tre måneder gammel baby, blev dræbt af et russisk angreb tilbage i april.

I begge byer lagde han vejen forbi hospitaler, hvor han takkede personalet for deres arbejde og for at behandle patienterne, som de ville ”behandle deres egne familier,” skriver New York Times.

Se den ukrainske præsident besøge et hosital i Odesa:

Et af de vigtigste punkter på præsidentens dagsorden, da han besøgte havnebyen Odesa, var de mere end 20 millioner ton korn, der ifølge FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) i øjeblikket er strandet i Ukraine.

For mens Ukraine var en af verdens største leverandører af hvede og andre landbrugsprodukter før krigen, har Rusland nu blokeret de ukrainske havne og både Rusland og Ukraine har spredt søminer ud for landets kyst, hvilket gør det umuligt at få de mange ton hvede ud på verdensmarkedet.

En situation, der har ført til en global fødevarekrise.