Zelenskyjs rådgiver afviser enhver form for våbenhvile med Rusland
Ukraine har lørdag afvist alle muligheder for at indgå en våbenhvile med Rusland, så længe russiske tropper stadig befinder sig i landet.
Samtidig lyder det fra Kyiv, at regeringen ikke vil acceptere nogen aftaler med Moskva, hvis de indebærer, at Ukraine skal afgive noget af sit territorium.
Det skriver Reuters.
Udmeldingen kommer fra Mykhajlo Podoljak, der er rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.
- Krigen stopper ikke af den grund. Den bliver bare sat på pause i noget tid, siger han ifølge Reuters og uddyber, at russerne vil bruge eventuelle våbenhviler på at genopbygge deres våbenarsenal og mandskabsstyrke.