Slut med oplader-kaos: EU vil indføre én fælles lader til mobiltelefoner

Fra efteråret 2024 skal alle mindre elektroniske enheder solgt i EU have samme oplader.

Om to år kan du nøjes med at have en enkelt oplader til dine elektroniske enheder. (Foto: (Illustration) Nathalie Nystad)

Du kender det sikkert. Din telefon er løbet tør for strøm, og du er på besøg hos en ven. Din vens telefon er af et andet mærke end din, så du kan ikke få den ladt op.

Men det er snart slut.

For fremover vil alle telefoner og andre bærbare elektroniske enheder solgt i EU være underlagt regler, der sikrer, at de kun må blive solgt med en USB-C-oplader.

Det er forhandlere fra EU's medlemslande og lovgivere blevet enige om, lyder det i en pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet.

- I dag har vi gjort den fælles lader en realitet i Europa. Europæiske forbrugere har længe været frustreret over, at mange ladere hober sig op med hver ny enhed. Nu vil de kunne bruge én enkelt oplader til alle deres bærbare elektroniske enheder.

- Vi har presset på for at gennemføre dette i mere end 10 år, siger Alex Agius Saliba, der er medlem af IMCO, der er Europa-Parlamentets Udvalg for det indre marked og forbrugerbeskyttelse.

Fra efteråret 2024 skal alle mobiltelefoner solgt i EU kunne oplades med et USB-C-kabel. Det er en sejr for både miljøet og forbrugerne, mener det danske medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S).

- Vi får reduceret det elektronikaffald, vi får skabt, så i virkeligheden gør vi noget godt for trækket på klodens ressourcer. Miljøet får det bedre, og det gør forbrugerne også. Vi skal ikke have mange forskellige ladere, men kan i stedet nøjes med at have én lader til vores mange forskellige enheder. Det er virkelig en stor dag, siger Christel Schaldemose.

Ifølge Europa-Parlamentet vil forbrugere samlet på tværs af EU's medlemslande kunne spare op til 250 millioner euro, svarende til 1,9 milliarder kroner, om året ved at genbruge opladere til elektroniske enheder.

Genbruget af opladere vil også medvirke til at reducere elektronikaffald, som EU anslår til at være på 11.000 ton om året.

Apple er en af de mobilfabrikanter, der fra 2024 skal skifte opladerporten på deres telefoner, hvis de fortsat vil sælge iPhones i EU. (Foto: Beck Diefenbach © Scanpix Denmark)

Lange tidsfrister for omstillingen

De nye regler om en ensretning af opladere for elektroniske enheder solgt i EU vil som bekendt først træde i kraft i efteråret 2024 for små enheder, mens det for bærbare computere vil gælde fra 2027.

Forslaget har været på tegneblokken i mere end ti år, og ifølge DR's tech-korrespondent Henrik Moltke, så er det kun Apple blandt de store telefonproducenter, der endnu ikke benytter sig af USB-C-opladeren.

- De fleste andre, især telefonfabrikanter, har allerede taget USB-C til sig på deres nye telefoner. Så det er ikke en ting, der kommer til at ændre det store for andre end Apple, som jeg ser det, siger Henrik Moltke.

Apple har hidtil været heftig modstander af en ensretning af opladere, og i september udtrykte firmaet bekymring.

- Vi er fortsat bekymret for, at en stram lovgivning med ét stik kvæler innovation i stedet for at opmuntre til det, hvilket vil skade forbrugere i Europa og resten af verden, lød det fra Apple ifølge Reuters.

Men Apple-piben har ifølge Christel Schaldemose fået en anden lyd.

- Sidst jeg talte med Apple, var der en ny forståelse for, at de også skulle bidrage. De glædede sig over, at de havde fået lidt ekstra tid til at være klar. Så selv Apple er faktisk positivt stemt for det her nu, siger hun.

Heller ikke Henrik Moltke forventer, at Apple bliver taget på sengen af at skulle omlægge produktionen til USB-C-opladere. Modvilligheden fra Apple skal formentlig mere ses som et ønske om at beholde fuld kontrol med sit økosystem.

Apple har tjent mange penge på at sælge licenser til at producere deres nuværende opladerkabel, lightning-kablet, påpeger Henrik Moltke.

- Der har været forlydender om, at Apple allerede tester USB-C på deres iPhones, hvilket jo giver god mening, for det har ligget i kortene, at de her regler ville komme.

- Det er over 10 år siden, EU første gang snakkede om, at nu skulle vi have én enkelt oplader. Jeg er sikker på, at Apple er forberedt på det, siger han.

Et USB-C-kabel, som fra efteråret 2024 bliver standarden for opladning af nye elektroniske enheder solgt i EU. (Foto: Georg Hilgemann)

Som Christel Schaldemose betragter Henrik Moltke også ensretningen som en sejr for forbrugerne. Han er dog bekymret for den lange omstillingsperiode.

- Man må sige, at det her er en sejr for forbrugerne. Der, hvor man kan blive bekymret som teknolog, er, at tidsfristerne er ret lange. Det vil først blive indfaset fra 2024 for telefoner og senere for bærbare computere. Til den tid kan der være kommet nyere og bedre standarder.

- EU siger, at det vil de tage højde for og ændre loven til den tid. Det virker som om, at EU har lagt sig i selen at være hurtigere og mere fleksible i forhold til teknologi, siger Henrik Moltke.

De nye regler mangler at blive endeligt godkendt, men det betragtes som en formalitet, understreger Christel Schaldemose.

- Der er indgået en aftale, som har bred opbakning i Europa-Parlamentet og blandt EU’s medlemslande, så nu skal vi bare have det godkendt formelt. Det bliver til noget denne gang, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Apple.