Superstjernen Kylian Mbappé straffede Danmark, da han fik lyst

Frankrig slog Danmark 2-1 ved VM i fodbold. Nu venter en gyser mod Australien.

Kasper Hjulmand har sagt det igen og igen, når talen falder på Frankrig. Og det har den gjort så rigeligt i de seneste seks måneder.

Man kan ikke gardere sig mod verdensklasse.

På trods af at det danske fodboldlandshold lørdag tabte 1-2 til Frankrig, så har holdet stadig alle muligheder for at gå videre fra gruppespillet ved VM i fodbold. At opgøret mod Frankrig ikke blev til en nyklassiker i dansk fodboldmytologi, ændrer ikke noget.

I dansk forstand er det nærmest ikke VM, hvis ikke vejen går gennem Frankrig. Det har en velkendt duft af Jon Dahl Tomassons inderside, Dennis Rommedahls yderside.

Lidt ’Boing-boing’ og en croissant til kaffen, en udfordring af de store.

Sammen med Olivier Giroud dannede Kylian Mbappé frontduo for de franske verdensmestre. En duo, man helst ikke vil bokse eller løbe om kap med. Turneringens bedste sæt kniv og gaffel.

Til at løse den udfordring havde Kasper Hjulmand rystet posen så gevaldigt, at en kvartet af solide, danske navne, pludselig viste sig i startopstillingen.

Viktor Nelsson dukkede op i det danske midterforsvar. Den 24-årige Nelssons blot sjette landskamp fra start. Hans niende i alt.

Ud på bænken med en småskadet anfører Simon Kjær, der i den brede befolkning vel betragtes som det bedste bud på en statsministerkandidat, der kan samle midten. Fra sidelinjen dirigerede han sin holdkammerater det meste af opgøret.

Simon Kjær dirigerede løbende sine holdkammerater fra sidelinjen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Ind strøg også Jesper Lindstrøm og Mikkel Damsgaard, der begge viste små momenter af klasse i første opgør mod Tunesien, men som i dag forsvandt efter første fløjt.

Slutteligt havde Kasper Hjulmand også fundet plads til det danske landsholds mest sultne angriber, der tilbage i juni i 2-1 sejren over Frankrig brillerede med to kasser og en smule opkast på banen efter at have ’spist to franskmænd’.

Andreas Cornelius. Med styrke til at løbe gennem carport eller flytte pyramider, skulle det blive nødvendigt. I dag måtte han nøjes med Raphael Varane og Dayot Upamecano.

Tam dansk første halvleg

Det var dog nemt at se fra begyndelsen, at det franske fodfolk skulle bruge mere end gode intentioner, hvis de skulle kombinere sig gennem de danske kæder.

Pierre-Emile Højberg, rødbedefarvet i hjertet men fransk i blodet, pillede kuglen fra Kylian Mbappé efter blot to minutter. Fire husmandsfinter var ikke nok til sende danskeren på afveje.

Derefter kom der ro på klaphatten, for det danske hold savnede grådighed i spillet.

Når verdensmestrene rullede sig ud, tjattede kuglen videre og spænede i dybden, kunne dem i rødt og hvidt let forveksles med en flok bløde trafikanter.

Første alvorlige advarsel kom efter 20 minutter, da Kylian Mbappé satte frølårene i omdrejninger. Det sluttede med en nødbremse fra Andreas Christensen, men den løsningsmodel virkede lige så holdbar som en hval på land.

Nogen var nødt slæbe i flok, hvis der skulle liv i dyret.

Andreas Cornelius fhavde første halvlegs bedste, danske mulighed. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

Den første til at forsøge var, naturligvis, Andreas Cornelius. FC København-angriberen fik Danmarks bedste mulighed efter 35 minutter, da han, i mangel på bedre ord, lukkede øjnene og tyrede, som var han på fodboldskole i de tidlige nuller.

I juni gik den ind, denne gang var der ingen cigar, og kort efter fik han et mindre møgfald af Rasmus Nissen Kristensen, da sidstnævnte elegant gled igennem det franske forsvar og lagde bolden ind, hvor det gør allermest ondt.

Den danske angriber nåede bare ikke frem, og mere så vi ikke til ham.

Mbappé tog sagen i egen hånd

Nej, den danske landstræner kunne nemt, og uden af møde modstand, have brugt et par af sine udskiftninger i pausen. Det er sjældent et godt tegn, når Kasper Schmeichel er bedste dansker.

Mikkel Damsgaard lignede i første halvleg en mand, der godt kunne bruge ven og et nus i nakken. Det samme gjorde Joakim Mæhle, men det blev Andreas Cornelius som forlod banen til fordel for Martin Braithwaite.

Ind med noget coolnes, lidt selvtillid og et lavere tyngdepunkt. Og fedt garn, ikke mindst.

De positive vinde blæste dog ikke længe, for da Kylian Mbappé besluttede sig for at gøre sig umage, blev det ubehageligt.

Kylian Mbappé gjorde det til 1-0 for Frankrig kort inde i anden halvleg. (Foto: © Noushad Thekkayil, Ritzau Scanpix)

Et veltimet løb bag den danske kæde, en cutback-aflevering og en inderside, og så var danskerne, også officielt, bagud med en halv time tilbage.

Men bedst som man troede, at danerne i Qatar skulle tøffe tilbage til hotellet for at stirre på en stilling med ét point og nul scorede mål, så dukkede Joachim Andersen, formand for rugbrødsfabrikken i bagkæden, op med sin pandebrask.

Andreas Christensen tog imod, og kunne uden problemer løbe kuglen i nettet.

En lille opblomstring, en tro på noget større, slut med at ligne installationskunst på de bonede gulve.

Man troede sågar, at det skulle være løgn, da Kasper Dolberg få minutter senere i et slidsomt øjeblik fandt Martin Braithwaite i det franske felt, men kuglen strøg forbi.

Andreas Christensen udlignede den franske føring kun syv minutter senere. (Foto: © TOLGA BOZOGLU, Ritzau Scanpix)

Og så går det jo, som det går, når man spillerne mod en nation, der bærer fagligt nag efter to Nations League-nederlag i træk.

Det lignede, at det skulle slutte uden vinder som ved VM i 2018, men Kylian Mbappé er desværre en type, som ofte bestemmer manus.

Ved bagerste stolpe stod han der pludselig, mens Rasmus Nissen Kristensen talte får, og så var det ’fini’.

Derfor er der lagt op til en gyser, når Danmark om fire dage møder Australien.

Verdensklasse er svært at gardere sig mod, og skal vi blive ved med at tale om det i dansk forstand, så ville onsdag være et godt tidspunkt at vise neop det.