To dræbt og syv anholdt efter forfejlet kupforsøg i Gabon

Et kupforsøg blev ifølge myndighederne afværget tidligt i morges.

Sådan så det ud, da soldater tog kontrollen med en national tv-station i Libreville i Gabon tidligt i morges. (Foto: © -, Scanpix)

Sikkerhedsstyrker i Gabon har dræbt to og anholdt syv personer, der mistænkes for at stå bag et kupforsøg tidligere i dag.

Det oplyser talsmand for regeringen til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge myndighederne forsøgte kupmagerne at tage kontrollen med en statslig tv-station i hovedstaden Libreville tidligt i morges lokal tid.

Formålet var at udsende en erklæring over radioen om, at landets premierminister, Ali Bongo Ondimba, ikke længere er egnet til at besidde sin post.

I erklæringen opfordrede soldaterne bag kupforsøget landets soldater til at tage kontrol med transportsystemet, ammunitionslagre og lufthavne og landets unge til at 'tage kontrollen over deres skæbne'.

Sikkerhedsstyrker stormede kort efter bygningen, hvor de ifølge myndighederne skød og dræbte to personer og befriede de journalister, der var blevet taget til fange under aktionen.

Gendarmer på patrulje i Libreville efter kupforsøget blev afværget. (Foto: © STEVE JORDAN, Scanpix)

Den 59-årige præsident har opholdt sig i udlandet siden oktober, angiveligt efter at han blev ramt af et slagtilfælde.

Til forskel fra en række andre afrikanske lande, har den tidligere franske koloni generelt været mindre plaget af politisk uro. Kun tre præsidenter har siddet på posten siden 1960.

Den nuværende præsident overtog posten fra sin far, som havde siddet i embedet i næsten fire årtier.