Tjek selv: Er din medicin steget vildt i pris?

Hvert tiende lægemiddel bliver pludseligt dobbelt så dyrt. Interaktiv grafik viser, hvordan prisen hopper.

Hov, så kostede medicinen den ene dag 30 kroner, men få uger efter 206 kroner.

Store prishop på medicin er ikke usædvanlige.

I løbet af et år er omkring hvert 10. lægemiddel på apotekerne blevet mindst dobbelt så dyrt fra den ene dag til den anden.

Det viser en analyse af medicinpriserne, som DR´s Databaseredaktion har lavet på baggrund af fem års tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Når prisen pludselig stiger kraftigt, betyder det ifølge flere læger, at folk dropper at tage deres medicin.

Men hvordan har prisen ændret sig for din medicin. Prøv at skriv navnet på dit lægemiddel og se, om prisen svinger vildt.

Tilskud til medicin kan svinge voldsomt

Når du betaler forskelligt for den samme medicin, skyldes det ikke kun, at medicinalindustrien sætter priserne kraftigt op og ned.

Danskere skal selv betale en del af, hvad medicinen koster.

De første 980 kroner skal voksne selv betale. Derefter får du tilskud, der stiger des mere medicin, som du køber. Tilskuddet udregnes et år ad gangen.

Det betyder, at medicinen koster dig mest i begyndelsen af tilskudsåret, hvor du har købt lidt medicin. Til gengæld mærkes prisen lavere sidst på året, når du har købt mere medicin og derfor får et højere tilskud.

Tip os

P1 Orientering har for øjeblikket fokus på medicinpriser og medicinmangel i Danmark. Har du oplevet problemer med høje priser eller dårlig adgang til receptpligtig medicin? Eller kender du branchen indefra? Så skriv til os på mailen tip-orientering@dr.dk.

Sådan gjorde vi

  • Data til den interaktive grafik stammer fra Sundhedsdatastyrelsen og er den pris, som du som forbruger skal betale. Det vil sige apotekernes udsalgspris, der er inklusiv avance og moms. Når medicinen svinger så meget i pris, skyldes det udelukkende, hvad medicinalindustrien sælger den til på auktioner, der sker hver fjortendes dag. Apotekernes avance er fastlagt ved lov.

  • DR´s databaseredaktion har analyseret medicinpriser gennem fem år og beregningerne viser, at omkring hvert tiende lægemiddel i løbet af et år pludseligt springer i pris og bliver dobbelt så dyrt. Senere kan medicinen dog falde i pris igen. Du kan læse mere om historien med prishop på dette link, hvor metoden også er beskrevet nederst i artiklen.