Tømrer med opråb: 'En pige sagde, at hun aldrig kunne falde for en håndværker, for hun ville have en kæreste med ambitioner'

33-årig tømrer er gået til kamp mod fordomme over for unge, der vælger erhvervsuddannelser.

33-årige Anders Nielsen har skrevet et indlæg på Facebook, der er blevet delt næsten 30.000 gange.

'Det er kun de dumme, der bliver håndværkere!'

Sådan starter det indlæg, som Anders Nielsen delte på Facebook for nylig.

Her gør han op med de fordomme, der eksisterer omkring erhvervsuddannelser og håndværkere. Fordomme, som han selv har mødt mange gange.

Anders Nielsens indlæg er blevet et viralt hit, og det er i skrivende stund blevet delt 27.000 gange og liket 37.000 gange på Facebook.

- Jeg vil rigtig gerne være med til at udbrede den gode fortælling om at være håndværker, for hold kæft hvor er jeg glad for det, skriver Anders Nielsen blandt andet i opslaget.

Vil hjælpe usikre unge

Torsdag aften var den 33-årige tømrer i Aftenshowet, hvor han uddybede, hvorfor han synes, det er vigtigt at slå et slag for erhvervsuddannelserne.

- Det er hverdags-oplevelser, der har gjort, at jeg ville fortælle min historie. De (fordommene, red.) gør ikke mig så meget, for jeg kan godt spærre det, men det er lige så meget, hvis der er nogle usikre unge, der godt kunne tænke sig en erhvervsuddannelse, men som vælger at gå den gymnasiale vej - fordi hvis man ikke gjorde det, så var man dum, sagde Anders Nielsen i Aftenshowet.

Her fortalte han også om nogle af de fordomme, som han selv har mødt, siden han for 11 år siden valgte at skifte spor og blive tømrer.

- Da jeg valgte at gå i lære som tømrer, var min ekskærestes første reaktion 'hvorfor det? Du er jo meget bedre end det.' På et tidspunkt snakkede jeg med en pige, der sagde, at hun aldrig kunne falde for en håndværker, for hun ville godt have en kæreste med et ambitionsniveau. Der tænkte jeg, det er alligevel vildt nok.

Stor mangel på håndværkere

En opgørelse fra Danmarks Statistik fra sidste år viser, at 25 procent af de danske virksomheder mangler håndværkere. I København og omegn er det hele 28 procent af virksomhederne, som mangler arbejdskraft.

Anders Nielsen håber, at han ved at dele sin historie kan være med til at få flere unge til at undlade at fravælge en erhvervsuddannelse på grund af fordomme.

- Hvis der er nogle unge, som tænker, at de er mindre værd, fordi de går erhvervsvejen, så vil jeg være en af dem, der viser fanen og siger 'det er du ikke'.

Facebook
Twitter