0.09 procent skiller dem: Både Buttigieg og Sanders erklærer sejr efter valgkaos i Iowa

100 procent af stemmerne af Demokraternes valg er optalt - men Demokraternes formand vil have ny optælling.

Pete Buttigieg har tidligere været borgmester i South Bend, Indiana. (Foto: JOSEPH PREZIOSO © Scanpix)

Det er ikke engang en tiendedel af en procent, der skiller dem.

Det er formentlig også derfor, at både Pete Buttigieg og Bernie Sanders har erklæret sig som vindere af afstemning om, hvem vælgerne i Iowa mener skal være Demokraternes præsidentkandidat ved valget i november.

Med 100 procent af stemmerne optalt har Pete Buttigieg fået det, der svarer til 26.2 procent af statens delegerede, mens Bernie Sanders har sikret sig 26.13 procent - i afrundede tal vel at mærke.

Det viser tal, som Det Demokratiske Parti i Iowa har offentligjort efter mandagens afstemning.

Da 97 procent af afstemningsresultaterne lå klar, udråbte Bernie Sanders sig som vinder efter at have vundet flest stemmer, mens 38-årige Pete Buttigieg på baggrund af at have vundet flest af statens delegerede kalder resultatet "en forbløffende sejr".

- Første gang, jeg var her, kendte meget få mennesker mig og meget få vidste, hvordan mit navn skulle udtales. Nu har vi vundet afstemningen i Iowa, skriver han blandt andet på Twitter.

Tidlig føring

De endelige resultater er ifølge Det Demokratiske Partis afdeling i Iowa blevet forsinket på grund af tekniske problemer med en app, som forhindrede indrapporteringen af afstemningerne.

Og det har fået Tom Perez, der leder partiets nationale organisation, DNC, til at kræve, at resultaterne i Iowa skal gennemgås en gang til.

Det skrev han på Twitter torsdag.

Selv om Tom Perez er formand for det nationale partiapparat, bestemmer delstaternes partiorganisationer selv, hvad de gør. Formand for Det Demokratiske Partis afdeling i Iowa, Troy Price, har meddelt, at partiet er klar til genoptælling, hvis de formelt modtager et ønske om det fra en af de politiske kampagner.

Usikkerheden om valgresultatet har fået det anerkendte amerikanske nyhedsbureau, Associated Press, til at fravælge at udpege en egentlig vinder af afstemningen i Iowa.

Valgmøder

Delstaten Iowa, der er den første delstat i valgkalenderen, og er en af de få delstater, der ikke afholder et primærvalg, men i stedet valgmøder.

Efter de fremmødte har oplyst deres ønskede præsidentkandidat ved de enkelte valgsteder, skal det omregnes til et antal delegerede, der deltager i først amtskonventer og siden konventer i delstatens valgkredse og på delstatsniveau.

Her bliver de delegerede, der kan tage til partikonventet til sommer og stemme på en præsidentkandidat, valgt.

Den formelle proces tager flere måneder. Men allerede på valgdagen bruges en formel til at udregne, hvem der har vundet kampen om at få flest delegerede ud af valgmøderne.

I år har Demokraterne sideløbende valgt at offentliggøre, hvor mange fremmødte til vælgermøderne, der har foretrukket de forskellige præsidentkandidater.

/ritzau/DR Nyheder

Artiklen er blevet opdateret med afstemningsresultaterne samt kommentarer fra både AP, Pete Buttigieg og Det Demokratiske Parti i Iowas formand, Troy Price.