1. maj: Tåregas mod stenkastende demonstranter i Paris

Aktivister fra De Gule Veste har sluttet sig til fagbevægelsens traditionelle march.

Over 7.000 politifolk er sendt på gaden i Frankrigs hovedstad Paris, hvor myndighederne frygter, at den traditionelle fejring af 1. maj kan udvikle sig voldeligt.

Frygten blev først på eftermiddagen bekræftet, da politiet brugte tåregas for at sprede maskerede, sortklædte demonstranter, som havde samlet sig foran den største af fagbevægelsens marcher i Paris i anledning af arbejdernes internationale kampdag.

Nogle demonstranter svarede igen ved at kaste sten og andre objekter mod politiet, skriver nyhedsbureauet AP. På tv-billeder fra Paris kan man ligeledes se, at en politibil får smadret vinduerne.

Det lykkedes dog tilsyneladende politiet at få kontrol over situationen, så marchen kunne begynde.

165 anholdelser

Den store march i Paris har deltagelse af aktivister fra protestbevægelsen De Gule Veste, som i snart et halvt år har arrangeret demonstrationer mod Frankrigs regering.

Demonstrationerne har flere gange udviklet sig voldeligt, især efter mere organiserede, radikale grupper har sluttet sig til protesten. I forbindelse med marchen i dag har politiet foretaget over 12.500 præventive undersøgelser af tasker. Over 200 personer er blevet anholdt - 165 af dem, inden marchen gik i gang.

Myndighederne har på forhånd advaret om, at "radikale aktivister" kunne finde på at blande sig med fredelige 1. maj-demonstranter i Paris.

Over 580 butikker, restauranter og adskillige metrostationer er blevet beordret lukket langs marchens planlagte rute i hovedstaden.

De Gule Veste

  • De Gule Veste begyndte deres demonstrationer i franske storbyer i november 2018.

  • Protestbevægelsen har ingen formel ledelse og opstod på sociale medier og har fået navn efter de refleksveste, som demonstranterne bærer.

  • I begyndelsen protesterede De Gule Veste mod stigende brændstofpriser, men siden har protesten udviklet sig til at omhandle hele præsident Emmanuel Macrons økonomiske politik og ulighed generelt.

  • De største af bevægelsens demonstrationer har samlet hundredtusinder af aktivister. Demonstrationerne har flere gange udviklet sig voldeligt. 12 dødsfald sættes i forbindelse med protesterne.

Facebook
Twitter