1 million dollar i dusør for bin Ladens søn er peanuts: Fem af de største terroristdusører

Lederne af terrororganisationerne al-Qaeda og Islamisk Stat topper listen.

Jo mere berygtet en terrorist er, jo flere penge er han eller hun værd.

Den amerikanske regering udlover nu en dusør på en million dollar (godt 6,5 millioner danske kroner, red.) for informationer om Hamza bin Laden, som er søn af den afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Laden.

Men en million dollar er småpenge i forhold til de dusører, den amerikanske regering ellers udlover for informationer om eftersøgte terrorister gennem dusør-programmet Rewards for Justice.

Siden programmet blev indført i 1984, har USA udbetalt mere en 150 millioner dollar til mere end 100 personer, der er kommet med tips, der har ledt til tilfangetagelse af terrorister.

DR Nyheder har samlet en liste over de personer, den amerikanske regering vil betale mest for at lokalisere:

1

'Kaliffen' af Islamisk Stat: 25 millioner dollar

Manden, som USA antager er IS-lederen Abu Bakr al-Bahgdadi. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

Hvis du ligger inde med oplysninger, der kan lede USA på sporet af lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi så kan du få op til 25 millioner dollar (164 millioner danske kroner, red.).

Der har flere gange været spekuleret i, om Abu Bakr al-Baghdadi stadig er levende, men af og til dukker nye lydoptagelser af IS-lederen op, omend det ikke har været muligt at bekræfte at stemmen tilhører al-Baghdadi.

USA's regering har sat dusøren så højt, fordi al-Baghdadi og Islamisk Stat i det hele taget, inspirerer til terrorangreb over hele verden. De fire mænd, der er anholdt for drabene på danske Louisa Jespersen og norske Maren Ueland i Marokko sværgede for eksempel troskab til IS-lederen i en video inden drabene.

2

Osama bin Ladens arvtager: 25 millioner dollar

Ayman al-Zawahiri (th.) sammen med Osama bin Laden. (Foto: Ho)

68-årige Ayman al-Zawahiri er egypter og tidligere leder af terrororganisationen 'Egyptian Islamic Jihad', som stod bag en række terrorangreb i Kenya og Tanzania i 1990'erne.

I 1998 står al-Zawahiri for at slå EIJ sammen med al-Qaeda. Han bliver en af Osama bin Ladens betroede og menes at være en af kræfterne bag angrebet på World Trade Center i 2001. Da bin Laden bliver dræbt, tager al-Zawahiri over som leder af terrorgruppen.

Al-Zawahiri går ifølge FBI under tilnavnene The Doctor (lægen, red.) og The Teacher (læreren, red.).

Da Said Mansour - kendt som 'Boghandleren fra Brønshøj' blev frakendt sit danske statsborgerskab i 2016 skyldtes det blandt andet, at han havde haft direkte kontakt med al-Zawahiri.

3

Terroristsønnen: 10 millioner dollar

Der findes næsten ingen billeder af Haqqani, så FBI har trykt to tegninger af ham på deres eftersøgningsplakat. (Foto: Handout)

Hamza bin Laden er ikke den eneste søn, der er gået i sin terroristfars fodspor.

Sirajuddin Haqqani er søn af Jalaluddin Haqqani, som var grundlægger af Haqqani-netværket, der er tilknyttet den militante gruppe Taliban. Da han døde, overtog hans søn rollen som leder af organisationen.

Gruppen står bag en række voldelige angreb i Afghanistan og Pakistan, og Sirajuddin Haqqani har i et interview indrømmet at stå bag et angreb i 2008 på et hotel i Kabul, hvor seks mennesker blev dræbt.

FBI mener, at Sirajuddin Haqqani er 1.70 meter høj og er lys i huden.

4

Boko Haram-lederen: 7 millioner dollar

En eftersøgningsplakat for Boko Haram-lederen Abubakar Shekau hænger på en væg i Nigeria. (Foto: © Tim Cocks / Reuters)

Abubakar Shekau er leder af den ekstremistiske Boko Haram-bevægelse. Gruppen sværger troskab til Islamisk Stat og er især berygtet for at have bortført 276 skolepiger i 2014 i Nigeria.

Gruppens leder er blevet meldt dræbt af det nigerianske luftvåben adskillige gange, men hver gang er der dukket en propagandavideo af Shekau op.

Den amerikanske regering vurderer, at Shekau stadig er i live og er altså klar til at betale, hvad der svarer til 46 millioner danske kroner for tip, der kan lede til hans tilfangetagelse.

Ifølge Rewards for Justice er Abubakar Shekau høj, slank og mørk i huden.

5

Den kvindelige pizzeriaterrorist: 5 millioner dollar

Udsnit af FBI's officielle eftersøgning efter Ahlam Aref Ahmad Al-Tamimi.

Vi skal et stykke ned ad listen over eftersøgte for at finde en kvinde.

Ahlam Ahmad al-Tamimi er fra Jordan og arbejdede som journalist, inden hun lod sig hverve af den islamistiske gruppe Hamas.

I 2001 medvirkede hun til et selvmordsangreb mod et pizzeria i Jerusalem, hvor 15 mennesker blev dræbt. Hun transporterede selv bomben i en guitarkasse. Ifølge FBI bør hun stadig betragtes som farlig og bevæbnet.

Al-Tamimi blev idømt livstid i en israelsk domstol, men blev frigivet som en del af en fangeudveksling mellem Hamas og Israel i 2011. Den frigivelse er USA dog uenig i og eftersøger hende nu som terrorist.

Kilder: Rewards for Justice, FBI, BBC, The Guardian, The New York Times.

Facebook
Twitter