10 år siden Nato bombede Serbien

Serbien markerer 10-års-dagen for Natos bombardementer af landet med ceremonier og fordømmelse af luftangrebet. I Kosovo lovpriser man derimod Nato.

Kosovos premierminister, Hashim Tcasi: - Natos angreb var en historisk og demokratisk (Foto: Dominique Faget/Scanpix)

Luftsirenerne lød over hele Serbien klokken 12.00, da serberne i dag markerede 10-års-dagen for Natos bombardement af landet, som dengang var ledet af præsident Slobodan Milosevic.

Rundt om i hovedstaden Beograd blev der holdt ceremonier ved mindesmærker for dræbte børn og journalister, og ministre samledes for at lægge kranse ved nogle af de steder, hvor Natos bombardementer kostede civile liv.

Serbiens premierminister: Ulovligt angreb

- Angrebet på vores land var ulovligt, i strid med international lov og skete uden FN-mandat, konstaterede premierminister Mirko Cvetkovic.

- Luftangrebet har ikke løst problemerne i Kosovo og har ikke medført fred og lov og orden, sagde han.

Kosovos premierminister: Demokratisk milepæl

I Kosovos hovedstad, Pristina, betegnede premierminister Hashim Thaci Natos luftkampagne som "en stor historisk begivenhed for Kosovo og den demokratiske verden".

Nato indledte bombardementet af Serbien den 24. marts 1999, efter Milosevic havde afvist at underskrive en fredsaftale og trække sine soldater tilbage fra Kosovo-provinsen, hvor de havde kæmpet mod Kosovos Befrielseshær og det etnisk albanske befolkningsflertal.

Facebook
Twitter