10 kandidater er klar til at overtage brexit-kaos og premierministerpost

En af kandidaterne bliver både leder af det britiske konservative parti og premierminister for 65 millioner mennesker.

Theresa May meddelte i slutningen af maj, at hun ville træde tilbage. Nu skal 10 kandidater kæmpe om at blive leder af Det Konservative Parti og Storbritanniens premierminister. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

10 kandidater skal kæmpe om at overtage Theresa Mays plads som leder af Det Konservative Parti og som Storbritanniens premierminister.

Det viser listen over kandidater, som Det Konservative Parti har fremlagt her til aften.

Blandt kandidaterne er den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som flere medier kalder favoritten. Flere bliver dog beskrevet som stærke modstandere.

Det gælder blandt andre udenrigsminister Jeremy Hunt, Miljøminister Michael Gove og sundhedsminister Matt Hancock.

Se alle kandidaterne her:

  • Udenrigsminister Jeremy Hunt går efter at tage over efter Theresa May. Hunt stemte i 2016 for at blive i EU og talte umiddelbart efter folkeafstemningen om at holde en ny afstemning. Han er dog siden blevet stadig mere EU-skeptisk. Jeremy Hunt bliver af flere medier beskrevet som en stærkt kandidat til posten. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
  • Tidligere udenrigsminister Boris Johnson har også meldt sig på banen. Johnson har kritiseret Mays brexit-plan, som han blandt andet har kaldt udemokratisk og "en politisk ydmygelse". Han var 2008-2016 borgmester i London. Flere medier mener, Johnson er favorit. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
  • International udviklingsminister Rory Stewart vil også gerne overtage premierministerposten og være leder for Det Konservative Parti i Storbritannien. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)
  • Den tidligere brexit-minister Dominic Raab annoncerede sit kandidatur kort efter Theresa Mays slog fast, at hun vil træde tilbage. Han gik af som brexit-minister i november sidste år i protest. Han støtter et hårdere brexit end May. (Foto: Neil hall © Scanpix)
  • Miljøminister Michael Gove er blandt kandidaterne, der skal kæmpe om at overtage Theresa Mays post. Han har været fortaler for Mays brexit-plan og er blevet kaldt en af de stærke kandidater til at overtage efter May. (Foto: TOLGA AKMEN © Scanpix)
  • Sundhedsminister Matt Hancock er også med i spillet om at blive premierminister og leder af Det Konservative Parti. Han er af flere medier blevet beskrevet som en af de stærke kandidater til posten. (Foto: Neil hall © Scanpix)
  • Indenrigsminister Sajid Javid vil også være partileder. Han stemte i 2016 for at blive i EU, men er i lighed med Hunt blevet stadig mere EU-skeptisk. Han støtter Mays aftale. (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)
  • Mark Harper er med i formandsfeltet. Han har ifølge BBC kaldt sig selv en underdog, men han mener dog, at den position giver ham en endnu større kampgejst. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)
  • Andrea Leadsom er endnu engang klar til at tage kampen op. Hun har tidligere været kandidat til premierministerposten i 2016. Der kæmpede hun mod Theresa May. Leadsom tilhører den mere højreorienterede del af partiet. (Foto: handout © Scanpix)
  • Esther McVey er også en del af feltet. Hun mener, at Storbritannien skal forlade EU den 31. oktober - med eller uden en aftale. (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)
1 / 10

For overhovedet at få lov at stille op som kandidat, som 10 altså har gjort, skal man have opbakning fra otte konservative medlemmer af det britiske parlament.

Det Konservative Parti sidder på regeringsmagten, og derfor bestemmer partiet helt selv, hvem der skal overtage roret og overtage brexit-kampen, hvor May slap.

May meddelte i slutningen af maj, at hun ville træde tilbage.

Se her, hvad hun sagde:

May bliver til afløser er fundet

Theresa May bliver på posten som premierminister til en afløser er fundet.

Man regner med, at det formentlig sker sidst i juli. Processen er nemlig rimelig kompliceret, så den tager noget tid.

På torsdag vil den første afstemning om Mays afløser finde sted blandt de konservative medlemmer af Underhuset. Alle kandidater, der får mindre end fem procent af stemmerne eller under 17 stemmer, ryger ud i første runde.

Anden runde er sat til at gå i gang ugen efter, og her forhøjes bundgrænsen til ti procent for fortsat at deltage i kapløbet.

Herefter begynder afstemninger om de resterende kandidater. Efter hver runde bliver kandidaten med færrest stemmer sorteret fra.

Til sidst ender man med to kandidater, som partiets menige medlemmer så skal vælge mellem ved en urafstemning.

Der er cirka 124.000 medlemmer af Det Konservative Parti, skriver BBC.

De to finalister skal, inden den endelig afstemning, ud i en form for valgkamp mod hinanden. Den slutter af med, at medlemmerne af partiet kan brevstemme på deres favorit.

Ny premierminister får travlt

Den nye leder kommer til at overtage et parti i dyb krise.

Det Konservative Partis nuværende medlemstal på lidt over 120.000 medlemmer er blot en skygge af medlemstallet i partiets storhedstid. I 1950'erne kunne partiet eksempelvis bryste sig af knap tre millioner medlemmer.

Brexit har de seneste år kastet partiet ud i en krise, det ikke har været i tidligere. Det fortalte Ole Helmersen, lektor på CBS med speciale i moderne britisk politik, forleden til DR Nyheder:

- Brexit er grundlæggende skabt af intern splid i Det Konservative Parti.

Premierminister David Camerons beslutning om at udskrive et folkevalg om brexit i 2016 var hverken en politisk nødvendighed eller et resultat af et stort folkeligt pres. Det var i stedet en meget EU-skeptisk fløj i partiet, der fik ham til det i et forsøg på dæmme op for uroen, siger han.

Theresa May har mange gange forsøgt at overbevise Underhuset om at gå med den brexit-plan, hun har forhandlet på plads med EU. (Foto: handout © Scanpix)

Afstemningen endte i et nej til EU-medlemskab, Cameron trådte tilbage, og May har siden forsøgt at løse brexit-hårknuden og få det britiske parlament til at blive enige om en brexit-aftale.

Storbritannien forlader efter planen EU senest den 31. oktober. Og den nye leder vil derfor kun have omkring tre måneder til at forsøge at levere det, som May ikke har kunne levere på flere år.

Her er et overblik over den proces, der venter Mays efterfølger:

Facebook
Twitter