11-årige Popal overlevede som selvmordsbomber og flygtede til Danmark

Afghanske Popal blev af Taleban tvunget til at bombe amerikanere. Men han kunne ikke.

Popal flygtede fra Talebans klør til Danmark. I dag i P1 Dokumentar fortæller han sin historie.

Popal er 11 år, da Taleban spænder en selvmordsbombe på hans krop og sender ham hen for at dræbe amerikanerne ved en militærbase i Afghanistan.

- Jeg sagde; okay, jeg gør det. Mit hjerte bankede meget. Jeg var klar til at blive selvmordsbomber.

Sådan fortæller Popal i P1 Dokumentar i dag.

Men den 11-årige dreng kan ikke få sig selv til at trykke på udløseren.

Et par dage efter finder Taleban-folkene Popal. De hellige mænd gennembanker den 11-årige dreng. Popal forsøger at bilde dem ind, at han ikke udløste bomben, fordi der ingen amerikanere var i nærheden.

Alle mod én

En nat stikker Popal af fra Talebans varetægt. Alene flakker han rundt over bjergene i mørket og når langt om længe frem til Jalalabad. Her bliver han samlet op af sin søsters mand, der hjælper ham til Kandahar i det sydlige Afghanistan.

Men Kandahar er Talebans hovedby, og snart ved alle, at Popal opholder sig i byen. Overalt er der mænd, der vil slå ham ihjel. Popal og hans lillebror er sønner af en afdød politiofficer. Det gør det kun mere attraktivt for Taleban at dræbe drengene.

- Jeg var træt af mit liv der. Jeg tænkte på at begå selvmord, husker Popal.

Popals søster og hendes mand beslutter, at Popal og hans lillebror må ud af landet. Først Popal. En menneskesmugler skal bringe ham til Pakistan og videre til Iran, og senere skal lillebroren tage samme flugt.

Venter på lillebror

Popal er alene i verden i Iran. Han er nu 13 år, og han er det, vi herhjemme kender som et uledsaget flygtningebarn. Popal kender ikke til Europa og Danmark. Han ved ikke, at livet er godt andre steder i verden. Han venter med længsel på sin lillebror. Men Jamal kommer aldrig frem. Han er væk.

Herfra er Popals rejse et helvede på jord. Hans søster betaler menneskesmuglere for at fragte ham til Tyrkiet. Året er 2009. Popal rejser i en gruppe med 40-45 andre afghanere. Der er også piger. Han ser flere gange mændene tage en af pigerne. De skriger og græder, men de er små og spinkle og helt alene. En af dem kan ikke gå, da mændene er færdige med hende.

Ødelagte ben

Popal og gruppen går 10 timer i bjergene, de bliver skudt på af soldater, de får at vide, at nu har de nået Tyrkiet.

En nat bliver de kørt længere vestpå. Men da de når en politiafspærring, må de alle ud af lastvognen og gå gennem bjergene, mens politiet tjekker bilen.

Da gruppen er klar til at fortsætte den farefulde færd, skal Popal springe op på pickup-trucken, mens den kører for ikke at blive opdaget. Men han kan ikke. Noget går galt.

- De fanger mine ben, fortæller Popal. Han har ar på sine ben fra den nat.

Han falder ned fra pick-uppen, en bil kører over hans ben, han prøver igen og igen at komme op, til sidst kravler han hjælpeløs efter lastvognen. Han er gennemblødt af regnen, han er kold, og hans ben er ødelagte.

- To personer når hen til mig; 'hvad laver du her'?

De slår ham i hovedet med deres pistoler, skubber ham ind i deres bil og kører ham til en landsby. Her smider de ham på gulvet i et beskidt rum. Om lidt kommer der en og skyder ham, siger de.

- Jeg tænkte, at jeg stak af fra døden i mit hjemland, og nu kommer døden her efter mig. Jeg begyndte at græde, husker Popal.

Blandt desperation, frugt og lort

Popal tigger mændene for sit liv. Han tigger for, om han ikke nok må komme med en vogn med andre flygtninge til Istanbul. Han lover at opføre sig pænt.

Mændene siger, at der er 70 mennesker pakket i lastvognen mellem frugtkasserne. De siger, han vil skrige og afsløre det hele.

- Jeg sagde, jeg skal godt klare det. Jeg lover, jeg ikke græder.

De slæber ham med ind i mørket mellem frugtkasserne og propper ham ind mellem de desperate flygtninge.

Popal husker turen i lastvognen som det værste, han har oplevet, i hans liv. Hans ben bløder, smerte er uudholdelig, og der lugter forfærdeligt af tis og ekskrementer.

Men han når frem til Istanbul. Hans søster sender ham penge, så en læge kan tilse hans ben.

Det er i løbet af månederne i Istanbul, at han hører, at der eksisterer en anden verden.

- Det er først der, jeg opdager, at der er et Europa, og i Europa er der menneskerettigheder.

Hør hele Popals historie om rejsen til Danmark i P1 Dokumentar i dag klokken 20.03 eller find udsendelsen her:

Facebook
Twitter