11 mennesker dræbt i skyderi ved amerikansk synagoge

Gerningsmanden har overgivet sig. Han er i politiets varetægt.

(Foto: DUSTIN FRANZ © Scanpix)

Elleve mennesker blev dræbt under skyderiet i synagogen i den amerikanske by Pittsburgh.

Det oplyser beredskabschef i Pittsburgh, Wendell Hissrich ved en pressebriefing i dag klokken 22 dansk tid. Han fortæller også, at skudepisoden har såret seks personer. Heriblandt fire politibetjente.

- Det er en forfærdelig hændelse. En af de værste, jeg har set, sagde Hissrich.

Manden, der angreb, er i politiets varetægt.

En hadforbrydelse

FBI leder efterforskningen, der af FBI-agent Bob Jones kaldes for en hadforbrydelse.

- Dette er det mest frygtelige gerningssteder, jeg har set i mine 22 år i forbundspolitiet, siger Bob Jones ved pressebriefingen og fortsætter:

- Medlemmer af The Tree of Life Synagogue var i gang med en fredelig ceremoni og blev brutalt myrdet af en gerningsmand, der skød dem på grund af deres tro, lyder det fra agenten.

Flere medier, deriblandt den lokale tv-station KDKA, skriver, at gerningsmanden råbte "alle jøder må dø", da han gik ind i synagogen og skød omkring sig.

Gerningsmanden mistænkes også for at have skrevet "Jeg kan ikke sidde her og se mine folk blive slagtet. Jeg går ind" fra en bruger på sociale medier, som undersøges af myndighederne. Det skriver CNN.

Den pågældende bruger har ifølge CNN udgivet flere antisemitiske opslag.

Facebook
Twitter