'11. september var ingenting sammenlignet med det her'

New York er ved at udvikle sig til at være USA's epicenter for coronasmitte.

I metropolen New York er man begyndt at opsætte midlertidige lighuse, der skal hjælpe med at håndtere de mange dødsfald, som byen oplever grundet coronavirusset.

I staten New York er 30.811 mennesker lige nu smittet med coronavirus, og 285 mennesker er døde.

Senest gjorde New York brug af de midlertidige lighuse efter terrorangrebene på tvillingetårnene 11. september 2001, hvor knap 3.000 mennesker omkom.

Britiske Sky News har spurgt personale på et sygehus i bydelen Queens, hvordan udfordringerne med coronavirusset er sammenlignet med den 11. september 2001, og her siger en læge, at det er et helvede:

- Folk kommer ind. De bliver intuberet. De dør. Og cirklen gentages, siger Dr. Steve Kasspidis, der er læge på intensivafdelingen på Mount Sinai Hospital i Queens.

Han var også på arbejde den 11. september 2001.

- Det var ingenting sammenlignet med dette. Dengang ventede vi på, at patienterne kom, men de kom ikke. Nu bliver de ved med at komme, siger Dr. Steve Kasspidis.

USA's antal af coronavirustilfælde nærmer sig 70.000, og over 1000 er døde.