110.000 deltager i redningsaktioner efter tyfonen Hagibis

Indbyggere i Japan er stået op til sol og klar himmel, men flere tusind husstande lider fortsat af vand- og strømafbrydelser.

110.000 redningsfolk arbejder den 13. oktober på at evakuere områder i Japan. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Tyfonen Hagibis har siden natten til lørdag hærget Japan, der har fået mere end en meter regn på 48 timer. Tyfonfaren er nu drevet over i dele af landet, som står tilbage med et kæmpe oprydningsarbejde.

Lige nu deltager 110.000 mennesker i eftersøgnings- og redningsaktioner landet over, hvor gader er fyldt med mudder, og huse er oversvømmet med to til tre meter vand.

En beboer i Kawasaki tæt på Tokyo oplevede på egen krop de store oversvømmelser:

- Vandet nåede mig helt op over hovedet, da jeg stod i huset, fortæller Hajime Tokuda til det japanske medie.

Flere tusind politifolk, brandmænd, kyst- og militærfolk er i gang med at lede efter dem, der er fanget af jordskred og oversvømmelser.

Under tyfonen Hagibis måtte 7 millioner mennesker forlade deres hjem, skriver BBC.

Familier med små børn blev rådet til at søge sikkerhed på deres loft., og en helikopter samlede indbyggere op, som var strandet grundet oversvømmelser i hjemmet, skriver The Guardian.

  • Redningsfolk transporterer indbyggere i Nagano væk fra deres oversvømmede husstande. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)
  • Butikkerne blev også ramt af tyfonen Habigis, og nu er oprydningerne sat i gang. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)
  • Politiet leder efter dem, der er meldt savnet i Nagano. (Foto: Kimimasa Mayama © Scanpix)
  • Lokale indbyggere er i gang med rengøring og oprydning efter tyfonens massive øgelæggelser. (Foto: Kyodo © Scanpix)
1 / 4

Dykkere og brandslukningskøretøjer er i gang

Nagano, som er en by på øen Honshu i det centrale Japan, blev hårdt ramt af tyfonen.

Dæmninger langs Chikuma-floden kunne ikke holde vandet tilbage, og det resulterede i, at vandet flød ind i beboelsesområder. Lige nu dykker reddere efter overlevende, skriver BBC.

En beboer i området er i tvivl om, hvordan regionen skal genoprettes.

- Jeg har ingen idé om, hvordan vi skal få mudderet væk. Det er et seriøst problem, fortæller han til det japanske medie NHK.

Den japanske premierminister, Shinzo Abe, fortæller, at der er 200 brandslukningskøretøjer i gang, som skal tømme oversvømmede gader og huse.

Tallet for antallet af døde er stadig stigende, og indtil videre er 42 meldt døde. Derudover er 15 meldt savnet, og 198 er såret.

Tyfonen er svækket og har flyttet sig, men i kystområderne er der fortsat varsling om flere oversvømmelser, som kan resultere i mere ødelæggelse på grund af vandstigninger og sprængte bredder i de japanske floder.

Den japanske premierminister råder alle til at være opmærksomme på jordskred, hvis de bevæger sig ud.

Det er ikke mere end en måned siden, at dele af Japan blev ramt af tyfonen Faxal, hvor 30.000 hjem blev ødelagt. De er endnu ikke blevet istandsat. Meteorologer beskriver tyfonen Hagibis som den stærkeste storm i Japan i mere end seks årtier.