12-årig tog sin brors bil for at flygte fra skovbrand i Australien

En australsk dreng satte sig bag rattet for at redde sig selv og familiens hund.

Politiet offentliggjorde dette billede af 12-årige Luke Sturrock, efter han blev reddet i går. (© Dalwallinu Police)

- Han var en meget bange, ung fyr.

Sådan beskriver brandmanden Craig Spencer den 12-årige dreng, Luke Sturrock, som han og kollegaerne i går fandt bag rattet i en pickup under en stor skovbrand i det vestlige Australien.

Drengen havde været alene hjemme, mens hans far og storebror var ude og bekæmpe naturbrandenes ødelæggende flammer.

Da flammerne nærmede sig familiens hus, satte den 12-årige sig bag rattet i sin brors bil for at bringe sig selv og familiens hund i sikkerhed.

Lidt over en time senere fandt brandvæsnet drengen parkeret i vejkanten nogle kilometer fra sit hjem.

- Han var ret dygtig. Jeg tror, at problemet var, at han ikke helt vidste, hvor han skulle tage hen, og det var svært at se noget på grund af al røgen, siger Craig Spencer til ABC News.

Brandmanden fortæller, at naturbranden bevægede sig med op mod 11 kilometer i timen gennem det tørre landskab nord for storbyen Perth.

- Så vi var glade for, at vi fik ham ud derfra, siger han.

Australien brænder

Drengens far, Ivan Sturrock, siger til ABC News, at familien lærte sønnen at køre bil, da han var syv år gammel, på grund af frygt for en situation som denne.

Skovbrande er nemlig en tilbagevendende fare, som australiere må leve med.

I år har det tørre kontinent dog været ekstra hårdt ramt. De seneste uger har voldsomme naturbrande ædt over to millioner hektar land i delstaten New South Wales i den østlige del af landet.

  • Mens nogle kunne køle ned under fredagens cricketkamp i Perth... (Foto: DAVE HUNT © Scanpix)
  • ...så det sådan ud på den anden side af stadion på grund af en naturbrand i området. (Foto: DAVE HUNT © Scanpix)
  • Det østlige Australien har været særligt hårdt ramt. Brande nær Mount Tomah i New South Wales medførte 70 meter høje flammer. (Foto: NSW RFS - TERRY HILLS BRIGADE © Scanpix)
  • Naturbrande har givet tydelig røgdannelse i Sydney flere gange de seneste uger. (Foto: STRINGER © Scanpix)
1 / 4

De seneste dage har det vestlige Australien været ramt af en særligt slem hedebølge med temperaturer på op mod 40 grader. Imens raser over 100 naturbrande i delstaten New South Wales i den anden ende af landet.

Nær Sydney er 20 hjem blevet ædt af 70 meter høje flammer, mens førende læger slår alarm over en 'folkesundhedskrise' i storbyen, fordi luften er forurenet op til 11 gange over det niveau, der normalt anses for farligt.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk