121 meter langt tankskib forsvundet ud for Gabon

Tankskib med georgisk besætning forsvandt fra radarskærmene den 14. august, siger en kilde til AFP.

Tankskib er forsvundet ud for Gabon med en georgisk besætning på 17, oplyser kilder i Gabon og i Georgien.

- Skibet forsvandt fra radarskærmene den 14. august, siger en kilde, mens talsmænd for det regionale militær siger, at en eftersøgning skulle være koncentreret omkring kystområdet ved Gabon og øgrupperne Sao Tome Principe.

Ifølge en specialisthjemmeside er det forsvundne tankskib 121 meter langt, og det sejler under panamansk flag. Skibet, der har navnet "Pantelena", vejer 7000 ton og sejler med olie eller kemikalier.

Tegn på pirater

Georgiens udenrigsministerium i Tbilisi siger i en erklæring udsendt fredag, at 17 georgiske sømænd var savnet, og at briternes maritime myndigheder hjalp med en eftersøgning.

Tankskibet, der forsvandt i et farvand, som er berygtet for pirateri, slukkede den anordning, som gør det muligt for satellitter at følge fartøjet.

- Dette er det første, der sker, når det lykkes pirater at komme op på et skib. De slukker for signalerne, siger embedsmænd i Gabon.

Et besætningsmedlem på et andet skib, der sejler mellem Libreville og Port-Gentil, som er Gabons økonomiske hovedstad, siger, at "vi modtog nødsignaler over radioen, og vi alarmerede Gabons flåde".

Eftersøgning med patruljebåd

Kystvagten i Sao Tome og Principe, der ligger omkring 260 kilometer fra Gabon, har sendt en patruljebåd med 30 mand om bord ud for at søge efter tankskibet.

I sidste måned oplyste Det Internationale Maritime Bureau (IMB), at dets specialister i piratovervågning havde registreret 107 "episoder" på verdensplan i årets første seks måneder.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter