128 lande stemmer imod USA's Jerusalem-beslutning i FN

Flertal i FN's Generalforsamling vil have USA til at omgøre beslutning om Jerusalem som Israels hovedstad.

Denne afstemning vil gøre en forskel i forhold til, hvordan amerikanere ser på FN, sagde USA's FN-ambassadør Nikki Haley før afstemningen. (Foto: SPENCER PLATT © Scanpix)

FN's generalforsamling har talt. USA bør ændre sin nye Israel-linje.

128 lande stemte for, og ni stemte imod en resolution om, at USA skal trække beslutningen om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad tilbage.

35 lande undlod at stemme om resolutionen, der - ulig resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd - ikke er bindende.

Danmark stemte for resolutionen ligesom størstedelen af de andre EU-lande.

- Resolutionen er på linje med de rådskonklusioner, som EU's stats og regeringschefer vedtog i sidste uge. Spørgsmålet om Jerusalems status skal afgøres mellem parterne ved forhandlinger som en del af en fredsaftale, siger Danmarks FN-ambassadør, Ib Petersen.

USA besluttede for nylig at anerkende Jerusalem som hovedstad og flytter ambassaden dertil.

Beslutningen har skabt røre internationalt set og skabt uro hos palæstinenserne.

Danmark modtog brev fra Trump

Forud for afstemningen havde præsident Donald Trump gjort det klart, at afstemningen har betydning for USA's fremtidige forhold til de lande, der går imod USA i spørgsmålet om Jerusalem.

- Dette er en dag, som USA vil huske, sagde den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, forud for FN-afstemningen.

- Denne afstemning vil gøre en forskel i forhold til, hvordan amerikanere ser på FN og på, hvordan vi ser på lande, der udviser mangel på respekt over for os i FN, sagde Haley.

Inden afstemningen havde Danmark modtaget et brev fra USA.

- Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget et brev fra mine amerikanske kollegaer på lige fod med alle andre FN-ambassadører. Det er min forståelse, at det er det samme, der står skrevet i alle brevene. Der står, at det er en afstemning, som præsident Trump er meget opmærksom på. Nogle udlægger teksten som truende. Det vil jeg ikke kommentere på, siger han.

Israel stemte imod resolutionen og landets FN-ambassadør sværger, at hans land "aldrig vil blive fordrevet fra Jerusalem".

- Ingen resolution fra en FN-generalforsamling vil nogensinde kunne drive os ud af Jerusalem, sagde den israelske FN-ambassadør, Danny Danon, ved det hasteindkaldte møde i New York.

En talsmand for den vestligt støttede palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, byder udfaldet af FN-afstemningen velkommen. Talsmanden kalder det "en sejr for Palæstina".

/ DR Nyheder/