13 år gammel britisk EU-sejr viser sig at være et skud i foden

Storbritannien insisterede på de regler, som nu forhindrer EU i at lave handelsaftale med Storbritannien inden en britisk udmeldelse.

I den EU-skeptiske britiske presse er de rasende.

EU's handelskommissær, svenskeren Cecilia Malmström, forklarede for et par dage siden i et interview med britiske BBC, at EU ikke kan forhandle en handelsaftale med Storbritannien, før briterne har meldt sig ud af EU.

Og da det tager tid at forhandle en handelsaftale, så vil det betyde, at der vil være en årrække, hvor Storbritannien ikke har nogen særlig handelsaftale med EU.

I den periode vil det være verdenshandelsorganisationen WTO's regler, som gælder.

De vil for eksempel gøre det 10 procent dyrere at sælge britiske biler til EU's indre marked, da EU har 10 procent told på biler fra lande, som er med i WTO.

Både de britiske aviser og den tidligere forsvarsminister Liam Fox, en af kandidaterne til posten som ny formand for de britiske konservative, raser over udtalelserne fra den svenske EU-handelskommissær.

Det er EU, som vil straffe Storbritannien, lyder det.

Og Liam Fox kræver i sine kommentarer til interviewet, at EU-landene skal ignorere handelskommissæren og i stedet indlede en forhandling med Storbritannien – udenom den genstridige EU-kommissær.

Den europæiske handelskommissær Cecilia Malmström. (Foto: Yuri Gripas © Scanpix)

Storbritannien har selv udformet reglerne

Det kommer ikke til at ske.

Selv ikke hvis der blandt EU-landene skulle være en politisk vilje til at imødekomme Storbritannien, så er det juridisk ikke muligt.

EU-reglerne på dette område er klare, og de er skrevet ind i EU-traktaten, fordi ét land, Storbritannien, selv insisterede på dem – helt tilbage i 2003.

I 2003 nedsatte EU-landene et såkaldt konvent – stående af repræsentanter for regeringer, nationale parlamenter og medlemmer af Europa-Parlamentet.

Deres opgave var at udarbejde en såkaldt forfatningstraktat. Arbejdet blev ledet af den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing, og hans højre hånd i arbejdet var den tidligere britiske EU-ambassadør Sir John Kerr.

Under forhandlingerne i 2003 insisterede Storbritannien på, at der skulle indskrives en egentlig udmeldelsesklausul i traktaten. Både lande som Tyskland og Frankrig samt medlemmerne af Europa-Parlamentet var imod.

Tysklands daværende udenrigsminister, Joscka Fischer, prøvede aktivt at få fjernet udmeldelsesparagraffen, som han anså som overflødig og et forkert signal at sende i en forfatningstraktat.

Men briterne insisterede.

Der skulle indskrives regler for en udmeldelse af EU i traktaten. Og briterne fik, som så ofte før, deres vilje.

Skilsmissen bestemmes af artikel 50

Spillereglerne for en skilsmisse mellem EU og et medlemsland blev indskrevet i artikel 50 i traktaten.

Reglerne er lysende klare:

  • Et land begærer en udmeldelse.

  • Forhandlingerne om vilkårene igangsættes, og senest efter to år stopper forhandlingerne,og landet er ude af EU.

  • Medmindre alle involverede parter kan enes om at forlænge forhandlingerne, hvis man for eksempel er næsten færdig, men lige mangler et par måneder mere.

  • Når et land er ude af EU, så er landet et tredjeland.

  • Det er ikke medlem af EU's institutioner, og så kan landet, præcis som alle andre tredjelande fra Tyrkiet til Canada, anmode om at indlede forhandlinger om en handelsaftale med EU.

Sådan er reglerne. De er indskrevet i traktaten. Reglerne er ratificerede af de 28 medlemslandes nationale parlamenter – deriblandt House of Commons og House of Lords.

Der er med andre ord ikke nogen vej udenom at følge reglerne. Alt andet vil være et brud på traktaten og risikerer dermed at ende som en sag ved EU-Domstolen.

EU kræver handling - briterne tøver

De meget rigide regler i traktaten har ført til et politisk stand-off mellem EU og Storbritannien.

EU-landene ønsker, at Storbritannien skal aktivere artikel 50 og skilsmisse-processen så hurtigt som muligt.

Men de britiske politikere tøver.

For når processen er sat i gang, så er der to år, og så er Storbritannien ude af EU. Og enhver med indsigt i kompleksiteten i EU's handelsaftaler ved, at det vil være umuligt at forhandle en handelsaftale på plads på to år.

Det er derfor britiske politikere insisterer på, at de ønsker uformelle forhandlinger mellem EU og Storbritannien. Briterne ønsker forhandlinger om en handelsaftale, mens Storbritannien stadig er fuldt medlem af EU og deltager i alle EU-møder.

Det afviser EU-landene – enstemmigt. Senest ved EU-topmødet blandt de 27 lande i onsdags.

Det er Storbritannien, som har formuleret EU's skilsmisseregler, og det er op til Storbritannien at følge dem.

De fem konservative kandidater til den britiske premierministerpost er også uenige om, hvornår artikel 50 skal aktiveres.

Handelsaftale kan først ske efter Brexit

Da EU består af et indre marked og ikke 28 nationale markeder, så gælder en handelsaftale adgang til det indre marked.

Derfor har EU-landene overdraget det til EU-kommissionen at forhandle på vegne af EU-landene. Det står også i traktaten.

Så uanset hvad Liam Fox og andre måtte ønske, så har EU-landene kun en mulighed, og det er at give EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, mandat til at forhandle en handelsaftale med Storbritannien.

Sådan er reglerne. De er forhandlet på plads af Storbritannien og indskrevet i britisk lov, da de britiske parlamenter ratificerede EU-traktaten.

Og for Cecilia Malmström er reglerne også klare.

Hun kan kun forhandle handelsaftaler med tredjelande efter mandat fra EU's medlemslande. Og så længe Storbritannien er med i EU, så er Storbritannien ikke et tredjeland og derfor kan en forhandling ikke indledes.

For Storbritannien var indskrivningen af klare regler for EU-udmeldelse en stor politiske og diplomatisk sejr i 2003.

I dag viser den regel sig nærmere at være et skud i foden.

Facebook
Twitter