13-årige Henry bor i USAs fattigste og farligste postnummer

Når mørket falder på, og gaderne genlyder af skud, løber Henry ned i kælderen og spiller Playstation.

(Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

De mange sager om hvide betjentes skud mod sorte amerikanere har kastet lys på ét af de ømmeste punkter for mange i USA:

At sorte og hvide amerikanere langt hen ad vejen lever i to helt adskilte verdener, hvor et barns skæbne dikteres af, hvilket postnummer det er født i - ikke hvilke evner og egenskaber, det har.

Lever 20 år kortere end i nabo-kvarteret

Det gælder for eksempel Henry på 13 år, som må gemme sig i kælderen, når der bliver skudt i gaderne - og hans bedstemor Melva, som tager sig af ham.

De bor i ét af USAs fattigeste og mest voldelige postnumre - 21217 i storbyen Baltimore. Sammen med fotograf Jacob Lorenzen har jeg opholdt mig tre døgn i området for at finde ud af, hvordan kampen mod politi-brutalitet opleves herfra.

Postnummer 21217 ligger bare en times kørsel fra Det Hvide Hus i Washington. Kun 10 minutter fra ét af verdens bedste universitetshospitaler, Johns Hopkins. Men set herfra kunne de steder ligeså godt ligge på en anden planet. For det her er USAs skyggeside.

I gennemsnit lever beboerne i postnumret her 20 år kortere end folk i nabokvarteret få kilometer herfra. Så med mindre Henry trodser statistikkerne - og det kæmper bedstemor Melva for, at han gør - så tegner fremtiden ikke lys for ham.

Henry viser nogle af sine lektier fra yndlingsfaget, matematik, frem. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

Job forsvandt til billigere lande

Der boede engang over en million mennesker i Baltimore. I dag bor her kun godt halvt så mange.

Da fabrikkerne forsvandt til lande med billig arbejdskraft, rykkede hvide amerikanere væk fra byen - ud i forstæderne.

De fleste sorte havde ikke den mulighed. Nu bor de i kvarterer, som er skændet af forladte huse, fattigdom og kriminalitet.

Nogle steder er det hele karréer af små to-etages rækkehuse, som står med krydsfinér banket for vinduerne eller udbrændte vinduesrammer og huller i taget. Andre steder er et forladt hus som et åbent sår midt i en beboet blok, og er blevet hjemsted for narkomaner.

  • En hel karré af forladte huse i Baltimores mest udsatte bydel. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • En familie griller på trappestenen foran deres hjem. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • En ung mand stejler på sin dirtbike på gaden i Baltimore. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • En ung mand stejler på sin dirtbike på gaden i Baltimore. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
1 / 10

“Et helvede”

Og så er der Pennsylvania Avenue. Ikke den allé af samme navn, hvor USAs præsident har sin berømte hvide residens. I Baltimore er Pennsylvania ifølge 58-årige Melva Rodwell et “helvede.”

- På grund af al den narkohandel, som foregår der. Folk, der hænger ude på gaden hele dagen og sælger de sager. Man må være forsigtig, siger hun, mens hun modvilligt viser os rundt i kvarteret.

Mørket er ved at falde på. Melva er normalt aldrig ude på dette tidspunkt af dagen. Hun råber konstant efter barnebarnet, den 13-årige Henry, selv om han aldrig er mere en 50 meter væk.

- Vi skal ikke derned, Henry. Kom så!

Drengen går og kigger på sin mobiltelefon. Han ænser ikke bunkerne af skrald, som hober sig op i gyderne bag de smalle rækkehuse. Heller ikke den udbrændte ruin, som han må passerer dagligt på vej til en offentlig basketball bane.

Indenfor er virkeligheden på afstand

Melva Rodwell er 58 og er født og opvokset i postnummeret her, men hun bryder sig ikke om at bevæge sig rundt på gaden. Hun vil helst opholde sig derhjemme.

Melva følger en simpel plan for at holde den brutale virkelighed på afstand: Luk døren og bliv indenfor.

- Vi lever vores liv indenfor. Vi lever ikke ude på gaden. Så uanset, hvem der huserer derude, så har det ikke noget med mig at gøre, for jeg ved ikke noget om det. Jeg har aldrig været en del af det, siger Melva Rodwell.

Melva foran fjernsynet i hendes og Henrys hjem i Baltimore. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

For barnebarnet Henry er skyderierne også en del af hverdagen.

Han har boet med sin bedstemor hele livet. Hans far kunne ikke tage vare på ham. Hans mor vil Melva helst ikke tale om. Så drengen har været bedstemors ansvar fra fødslen - og at opdrage et barn i 21217 er et endnu større ansvar end de fleste andre steder.

Henry løber i kælderen, når folk begynder at skyde

Mordraten i området er blandt de højeste i landet. Når Henry hører skud i gaden, hvad han skal gøre.

- Jeg stoler ikke på folk derude. Det går amok, når mørket falder på, siger Henry.

- Folk bliver skudt helt tilfældigt. Jeg kan høre skyderi om aftenen. Så løber jeg ned på mit værelse i kælderen. Hvis jeg er udenfor, løber jeg tilbage til huset. Så låser jeg vinduerne og spiller på min Playstation, siger Henry.

Melva Rodwell har set, hvordan kvarteret har forandret sig i takt med, at job og muligheder er forsvundet.

- Det ser ud til at være meget let at få fat i et våben. Der er en masse skyderi. Da jeg voksede op, så sloges vi, og bagefter blev vi gode venner igen. Der var ikke nogen, som forsøgte at slå dig ihjel. Jeg ved ikke, hvad der er galt med de unge nu. Det eneste, jeg kan gøre, er at passe godt på Henry, siger Melva.

Politi-drab satte Baltimore i brand

Hvide amerikanere kommer stort set kun i postnummer 21217, hvis de er faret vild. Eller er i uniform.

Som de betjente, der arresterede den sorte mand, Freddy Grey, en aprildag for seks år siden.

- Han blev banket af politiet, kastet ind bag i en fangetransport-vogn, og da de tog ham ud på stationen, var hans rygrad brækket 80 procent over. Syv dage senere døde han, siger Kwame Rose.

Kwame Rose er aktivist og har ført an i protester mod politibrutalitet i Baltimore, efter en sort mand for seks år siden døde i politiets varetægt. (Foto: Jakob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

Han er aktivist og blev én af lederne af de voldsomme protester mod politi-brutalitet, som fulgte i dagene og ugerne efter.

Freddy Greys død i hænderne på politiet satte byen Baltimore i brand. Tusinder gik på gaden for at protestere mod politibrutalitet og racisme. Som demonstranter har gjort det igen og igen lige siden andre steder i USA.

Greys død et billede på livet i skyggen

Både Freddy Greys liv i postnummer 21217 - og hans død - var på mange måder et billede på, hvad det vil sige at bo på skyggesiden af USA.

- Freddy Grey var død længe inden, han overhovedet blev smidt ind bag i politibilen. Han havde aldrig en chance i livet: Freddy Greys forældre var narkomaner. Hans bror blev myrdet. Han selv og hans søster led af blyforgiftning fra blyholdig maling (findes i mange gamle huse i USA, red.), siger Rose.

For ham at se er det hvide Amerikas undertrykkelse af sorte sat i system. Og politivolden er kun et symptom.

- Freddy Grey fik aldrig en chance på grund af de omstændigheder, han voksede op under, og de manglende muligheder, han fik. Hvis ikke han blev dræbt på gaden, så ville han blive dræbt af politiet eller dø i fængsel. Der var i realiteten kun de tre muligheder, siger Rose.

Unge mellem 18 og 25 dør af skud og narko

I postnummer 21217 betyder de omstændigheder, at når præsten i Melva og Henrys kirke døber et barn, er sandsynligheden for, at barnet kommer til at leve et langt liv meget lille.

For gennemsnits-levealderen her er omkring 64 år. I nabo-postnummeret Roland Park bare seks kilometer væk, kan beboerne regne med at leve, til de bliver 84 år.

- Det er en utrolig stor forskel, siger præst Alvin C. Hathaway Sr. fra Union Baptist Church, som ligger lige rundt om hjørnet fra Melva Roswells lille lejlighed.

- Der er en meget høj dødelighed blandt unge mellem 18 og 25 år. Vi mister mange unge i skyderier, eller fordi de dør af en overdosis.

Præst Alvin C. Hathaway Sr på arbejde i Union Baptist Church. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

Vi møder præsten til en barnedåb søndag formiddag. Kun den nærmeste familie er til stede på grund af pandemien. Et par tvillinge-piger i 5-års alderen skal døbes.

Præsten og kirken forsøger at skabe et netværk for kvarterets børn og unge. Mange kommer fra brudte og fattige familier. Målet er at indgyde børnene selvtillid og give dem appetit på at passe deres skole.

Stigen til social opstigen er fjernet

Men præsten kæmper mod statistikken. For selv hvis barnet i 21217 vokser op og undgår at blive skudt eller dø af en overdosis - så er døren til succes i livet reelt lukket, når man bliver født i, siger han.

De starter skole-livet på en nedslidt folkeskole, hvor 97 procent af eleverne er sorte og kommer fra samme omstændigheder. Her er det svært at få øje på “den amerikanske drøm” om social opstigen gennem talent og hårdt arbejde.

- Her er den drøm faktisk blevet til et mareridt, den er blevet uopnåelig, siger præsten.

- Engang var det sådan i Amerika, at du havde en stige af muligheder. Du oplevede aldrig, at den stige var blevet fjernet. Men det er den for de børn og unge, som vokser op her. De har ingen mulighed for at sige: Hey - ved du hvad, jeg kan få et job i mit kvarter, eller jeg kan skabe en karriere her, eller jeg kan gå i skole her og lære et fag, som giver mig mulighed for at klare mig godt i den nye økonomi. Den dør er lukket, og stigen er der ikke længere, siger Hathaway.

Maryland først med politireform

Det er seks år siden at postnummer 21217 blev centrum for voldsomme protester efter at Freddy Grey døde i politiets varetægt.

I det sidste år er protesterne blevet til en national bevægelse med et krav om reformer.

Staten Maryland, som 21217 ligger i, kom først. I denne måned vedtog politikerne en politireform, som gør det lettere at stille betjente til ansvar for overgreb.

Men problemet er meget mere rodfæstet og dybtliggende end jura, mener kritikerene.

På samme måde med dommen over den hvide politi-betjent, som dræbte den sorte George Floyd: USA åndede lettet op - men livet i 21217 er ligeså hårdt i dag, som det var i går.

Racisme - et pænt ord for at være umenneskelig

Debbie Ramsey var én af Baltimores få sorte kvindelige betjente. Hun patroljerede gaderne her i 12 år. Hun oplevede et overvejende hvidt politikorps i en overvejede sort by - og masser af fordomme.

Jeg spørger hende, om politivolden i bund og grund skyldes racisme:

- Rascisme? Det er et pænt ord for at være umenneskelig. For ikke at lade tvivlen komme dine medmennesker til gode. For ikke at være fair. Og det er simpelt hen forkert, siger Debbie Ramsey.

Debbie Ramsey har patruljeret Baltimores gader som betjent i 12 år, men i dag har hun forladt politifaget. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

Hun viser rundt blandt rækker af smalle rækkehuse, hvor måske hver tredje er tomt og forladt. Børn leger i ruinerne, og grupper af mænd hænger på et gadehjørne.

Debbie Ramsey er ude af politiet. Nu arbejder hun med at hjælpe familier og unge i kvarteret med at få en uddannelse.

Betjente bør kun rekrutteres lokalt

Hun mener, at USA må se i øjnene, at racisme er rodfæstet - også i politikorpset. Og at den eneste løsning er at rekruttere betjente lokalt i det miljø, de skal arbejde i.

En række politikorps i USA har svært ved at rekruttere betjente. Det er tilfældet i Baltimore. Resultatet kan være, at f.eks. hvide betjente fra landområder bliver sendt på gaden i et sort bykvarter, hvor de hverken kender miljøet eller kulturen.

- Nogle mennesker kan bare ikke uddannes til at blive politibetjente. Vi skal starte med at afklare, om de tilhører en samfundsundergravende organisation. Eller om nogen i deres familie gør. Så skal vi afklare, hvad deres forhold er til det område, som de skal patruljere. Kender de det? Og hvis ikke - hvorfor i al verden vil de så være betjente i et samfund, som de overhovedet ikke har noget forhold til? siger Ramsey.

Debbie Ramsey i samtale med en lokal kvinde på gaden i Baltimore. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

Protestbevægelse handler om andet end politi-vold

I det sidste år er Black Lives Matter bevægelsen skyllet ind over USA. Hundredetusinder har været på gaden i byer fra kyst til kyst.

Den rå brutalitet i George Floyd videoen - ni minutter, hvor en hvid betjent langsomt klemmer livet ud af en sort mand i håndjern - har fået Amerika til at se sig selv i spejlet.

Spørgsmålet er, om det ændrer livet her i postnummer 21217.

For aktivisten, der stod i spidsen for protesterne efter Freddy Greys død, er det kun begyndelsen på en lang kamp. Og den handler om meget andet en politibrutalitet:

Kwame Rose viser mig stedet, hvor Freddy Grey blev banket af politiet. Nu pryder Greys kontrafej en hus-facade.

- Du kan ikke finde en købmand indenfor en radius af seks kilometer herfra. Prøv lige at overveje, hvor langt vi skal gå, hvis vi vil købe et æble nu, ikke? Noget, som vi to tager for givet. Black Lives Matter handler ikke bare om politivold. Det handler om de omstændigheder, som sorte mennesker er tvunget til at leve under, siger Kwame.

For ham vil det kræve, at det gamle Amerika bliver revet ned - og et samfund, der er lige for alle, bliver skabt.

  • Kwame Rose foran et vægmaleri til ære for Freddie "Pepper" Grey. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
  • "Hvil i fred, Freddie "Pepper" Gray", lyder teksten på mindesmærket. (Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)
1 / 2

Investeringer og muligheder vil give forandring

- Jeg kan garantere dig, at hvis vi investerede i de her områder - hvis vi gav folk ordentlig ernæring og uddannelse og teknologi, så ville kriminaliteten dale, og vi ville se en markant ændring til det bedre i samfundet, siger Kwame.

For bedstemoderen Melva Rodwell, der har påtaget sig ansvaret for sit barnebarn, er ambitionen mere beskeden.

Henry er 13 år, og hun ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før han ikke længere lytter så meget til hende længere.

Melva har fået Henry ind i et program fra hjælpeorganisation St. Francis Neighborhood Center. Herfra har han blandt andet modtaget en bærbar computer, hvorfra han kan følge sin skole, og sammen med Melva har han modtaget fødevarehjælp.

13-årige Henry bliver holdt til skolepligterne af sin bedstemor Melva. (Foto: undefined © DR Nyheder)

Det er vores ord mod deres

- Så længe jeg kan holde hans fokus og opmærksomhed på skolen, så skal det nok gå, siger hun.

For hende var Floyd-sagen en bekræftelse på, hvad hun vidste i forvejen: At risikoen for, at hendes barnebarn Henry bliver dræbt af politiet er to-en-halv gang højere, end hvis han var hvid.

- Jeg har talt med ham om det. Ligesom jeg talte med Henrys far om det: Hvis du bliver standset af politiet, så skal du være ydmyg, siger Melva.

(Foto: Jacob Albert Lorenzen © DR Nyheder)

- For det er deres ord mod vores - og sådan har det altid været. Vi bliver nødt til at lære vores drenge at være ydmyge, for det lader til at tage lang tid, før hvide mennesker indser, at vi har ligeså meget ret til at leve, som de har.

Du kan se mere til Henry og situationen i Baltimore i Horisont på DRTV.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk