13 frygtes omkommet: Privatfly er styrtet ned på vej fra Las Vegas

Et fly, der ifølge lokale medier havde i alt 13 personer om bord, er styrtet ned på vej fra Las Vegas til Mexico.

Et privatfly er søndag styrtet, efter at det fløj af sted fra den amerikanske by Las Vegas med retning mod Monterrey i det nordlige Mexico.

Det oplyser en talsmand fra beredskabet i den mexicanske delstat Coahuila.

Lokale medier oplyser, at der var 13 personer om bord, og at de alle er omkommet. Det er dog ikke officielt bekræftet. Avisen Reforma skriver, at de ombordværende var ti passagerer og tre besætningsmedlemmer.

Flyets vrag er blevet fundet ved hjælp af luftbilleder. Det ligger godt 200 kilometer nordvest fra byen Monclova i Coahuila, der grænser op til USA.

Myndighederne er endnu ikke nået frem til vraget.

- Det er ret bjergrigt område. Så det kommer til at tage et stykke tid, før de når frem, siger Fernando Orta fra statens beredskab.

Candadisk privatfly

Ifølge FlightAware - en online tjeneste, der følger flys ruter - er der tale om et Challenger-privatfly fra canadiske Bombardier.

Et billede bragt af den lokale tv-station Milenio viser angiveligt de brændte rester af flyets vrag spredt ud over jorden.

Nyhedsbureauet AP skriver, at passagererne var på vej tilbage fra blandt andet at have set en boksekamp mellem Saul "Canelo" Álvarez og Daniel Jacobs. Kampen fandt sted i Las Vegas lørdag aften lokal tid.

Flyet lettede fra Las Vegas søndag eftermiddag og skulle efter planen ankomme til Monterrey søndag aften. Men flyveledere mistede kontakten til flyet, da det befandt sig over Coahuila.

Der er endnu ingen oplysninger fra myndighederne om de personer, der var ombord på privatflyet.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter