132 politikere dræbt under valgkampen: I morgen går Mexico til stemmeurnerne

Samtlige kandidater er gået til valg på kampen mod vold og korruption - men en mand står til at vinde stort.

I morgen går Latinamerikas næststørste økonomi til valgurnerne for at vælge sin kommende præsident.

Det mexicanske valg finder sted i en tid, hvor landet er plaget af udbredt korruption, fattigdom og vold.

Sidste år satte antallet af drab rekord, og også 2018 forventes at blive det mest blodige år i Mexico i mere end to årtier.

30.000 mexicanere vil blive dræbt inden årets udgang, hvis den nuværende tendens fortsætter.

Dette - og det stadigt mere anstrengte forhold til Mexicos magtfulde nabo mod nord, USA - er blandt de udfordringer, der venter den kommende regering.

Intens valgkamp

Heller ikke landets politikere er blevet forbigået af den tiltagende vold. Faktisk er intet færre end 132 politikere blevet dræbt, siden valgkampen gik i gang for ni måneder siden.

Det viser en opgørelse ifølge CNN. 48 af de dræbte var politiske kandidater, resten var kampagnemedarbejdere eller partimedlemmer.

Valgkampen har ikke blot været præget af vold, men anklager om korruption mod kandidater, særprægede tv-kampagner og voldsomme udmeldinger fra flere kandidaterne.

Se mere om den opsigtsvækkende valgkamp i videoen øverst i artiklen og læs mere om kandidaterne herunder.

Den sandsynlige vinder

Vinderen af valget kommer til at erstatte den nuværende præsident, Enrique Pena Nieto, som har siddet på posten i de seneste seks år.

I Mexico er det nemlig kun tilladt for en præsident at sidde en periode.

Den 64-årige Andres Manuel Lopez Obrador, populært kaldet Amlo, fra det venstreorienterede parti Morena står til at vinde søndagens valg stort.

Han har konsekvent været frontløber i meningsmålingerne frem mod valget og står ifølge Reuters til at få knap halvdelen af samtlige stemmer.

Andres Manuel Lopez Obrador vinker til tilhørerne under et valgmøde i Mexico City i onsdags. (Foto: EDGARD GARRIDO © Scanpix)

Det er tredje gang, at Obrador stiller op som præsidentkandidat.

I 2006 var han så tæt på at vinde, at han erklærede valgresultatet for ugyldigt, udnævnte sig selv for Mexicos legitime præsident og afholdt en "indsættelsesceremoni".

I flere måneder efter valget blokerede hans tilhængere centrale gader i Mexico City i protest mod valgresultatet.

Obrador er denne gang gået til valg på kampen mod ulighed, korruption og vold og på at afvikle det, han kalder "magtens mafia" i Mexico. Også Obradors modstand mod Trump, som han har kaldt ”arrogant, racistisk og inhuman”, har gjort ham populær blandt de mexicanske vælgere.

Kritikere kalder dog 64-årige politiker for populistisk og gammeldags og sammenligner hans ambitioner for Mexico med den tidligere venezualenske leder Hugo Chavez' socialisme og statsstyrede økonomi.

Den fjerne toer

Manuel Lopez Obradors eneste reelle udfordrer er den 39-årige Ricardo Anaya fra partiet PAN.

Anaya, som leder en højre-venstre koalition mellem hans eget og flere mindre partier, står til at få omkring 20 procent af stemmerne ved valget. Han bliver beskrevet som en dygtig debattør og en dreven karrierepolitiker, hvis hensynløshed har vakt en del løftede øjenbryn hos selv Mexicos mest erfarne politikere.

Ricardo Anaya under et valgmøde i midten af juni i Monterrey, Mexico. (Foto: DANIEL BECERRIL © Scanpix)

Ligesom Obrador er Anaya gået til valg på et opgør med korruption og vold, men han fremstiller sig selv som et mere moderat, moderne og sikkert valg end sin venstreorienterede modkandidat.

Folkets upopulære mand

Efter Anaya i meningsmålingerne ligger den erfarne politiker og embedsmand José Antonio Meade. Han stiller op for regeringspartiet PRI, det samme parti som den nuværende præsident, Enrique Pena Nieto, i sin tid stillede op for.

Jose Antonio Meade har forsøgt at distancere sig fra den siddende præsident ved at brande sig som en folkets mand - dog uden det store held. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Partiet er dog historisk upopulært blandt mexicanerne, og Meade, som har tjent som finansminister under to præsidenter, har ifølge meningsmålingerne ikke mange chancer for at hale ind på hverken Anaya eller Obrador.

Hug hænderne af dem

I bunden af meningsmålingerne finder man den kontroversielle kandidat Jaime ”El Bronco” Rodriguez, en excentrisk tidligere guvernør, som stiller op som selvstændig kandidat.

Rodriguez har blandt andet vakt opsigt ved at foreslå, at man bekæmper korruption ved at hugge hænderne af dem, der stjæler offentlige midler. Han står ifølge The Guardian til at få blot tre procent af stemmerne.

Kort efter, at Jaime Rodriguez Calderon i en tv-transmitteret debat foreslog at hugge hænderne af offentligt ansatte, der begik korruption, blev et lig fundet i Acapulco med hænderne hugget af. Liget bar et skilt, hvor der stod "El Bronco har allerede sagt det: Hug hænderne af det afskum, der stjæler". (Foto: STRINGER © Scanpix)
Facebook
Twitter