14 personer dræbt i flystyrt i Colombia

Et ældre fly af typen DC-3 styrtede lørdag ned i Colombia og dræbte samtlige om bord.

Vraget af det DC-3-fly, som lørdag styrtede ned i Colombia, ses her. Piloten meldte om et teknisk problem, hvorefter kontakten forsvandt. (Foto: STRINGER © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Samtlige 14 personer om bord på et flere årtier gammelt passagerfly omkom, da flyet lørdag styrtede ned i den centrale del af Colombia.

Det forulykkede fly var af typen Douglas DC-3, der sidst blev produceret i 1940'erne, men som fortsat anvendes flittigt rundt om i verden.

Passagerflyet var på vej mellem byerne San José del Guaviare og Villavicencio, da det forulykkede, oplyser myndighederne. Villavicencio ligger cirka 120 kilometer sydøst for hovedstaden Bogota.

Myndighederne har endnu ikke oplyst, hvad der menes at have forårsaget ulykken, men piloten meldte om tekniske problemer, hvorefter kontakten til flyet ophørte.

Cirka en time senere blev de første vragrester fra flyet fundet.

Alle papirer i orden

Ifølge myndighederne havde det forulykkede fly alle papirer og tekniske tilladelser i orden.

Douglas DC-3 er et klassisk tomotorers propelfly fra USA, som revolutionerede passagerflyvning, da det blev lanceret i 1935.

DC-3 har plads til 30 passagerer, og derfor blev typen faset ud på de længere ruter.

Men flyet har vist sig at være særdeles holdbart, og det anvendes stadig flere steder.

Selv om produktionen blev indstillet i 1942, så er der ifølge BBC stadig omkring 2000 DC-3'ere på vingerne rundt om i verden.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter