15 dræbt af selvmordsbomber nær muslimsk helligdom i Bagdad

Islamisk Stat har taget skylden for et selvmordsangreb ved en kontrolpost i et shiamuslimsk kvarter i Iraks hovedstad.

Et selvmordsangreb mod en kontrolpost i Bagdad i Irak har kostet mindst 15 mennesker livet. (Foto: ALI ABBAS © Scanpix)

Et selvmordsangreb, som Islamisk Stat har taget skylden for, har dræbt mindst 15 mennesker i et shiitisk kvarter i Bagdad, melder sikkerhedskilder i Irak.

Angrebet var rettet mod en kontrolpost i Kadhimiyah, hvor der ligger en shiitisk helligdom. Mindst 29 personer blev såret ved eksplosionen.

Den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat meddeler, at bomben skulle ramme soldater og regeringsvenlige shiamilitser.

De shiitiske militser har ført an i kampe andre steder i Irak mod den ekstremistiske gruppe, som hævder at ville oprette en stat, hvor en meget konservativ version af sunnitisk islam skal gælde. Gruppen har udråbt et kalifat, og i flere byer håndhæves den strenge lov.

Islamisk Stat udfører jævnligt angreb mod Iraks sikkerhedsstyrker og mod paramilitære grupper.

Tidligere på måneden blev 292 mennesker dræbt, da en selvmordsbomber angreb i Karrada i forbindelse med ramadanen.

/ritzau/