1500 tyrkisk støttede oprørere indleder offensiv i Syrien

Bombe mod kurdisk bryllup skulle måske bremse planlagt angreb, hvor syriske oprørere angriber IS fra Tyrkiet.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, sagde mandag, at det nordlige Syrien må "renses fuldstændigt" for IS. (Foto: KHALIL ASHAWI © Scanpix)

Tyrkiet har bombet Islamisk Stats stillinger i det nordlige Syrien på et tidspunkt, hvor der er rapporter om, at omkring 1500 syriske oprørere er klar til at indlede en offensiv mod jihadisterne fra den tyrkiske by Gaziantep, oplyser BBC.

Ifølge mediet vil 1500 tyrkiskstøttede syriske oprørere bevæge sig over grænsen til Syrien og indlede en offensiv mod Islamisk Stat.

BBC's korrespondent i den tyrkiske by siger, at det er den planlagte offensiv, som menes at være baggrunden for selvmordsbomben, som IS formodes at stå bag.

Det var byen Gaziantep, som lørdag blev rystet af et blodigt selvmordsangreb mod et kurdisk bryllup og flere end 50 mistede livet.

Tyrkiets angreb på mål i Syrien har været rettet mod Islamisk Stat og den kurdiske YPG-milits i byerne Jarablus og Manbij.

Den tyrkiske tv-station NTV siger, at tyrkisk militær tirsdag besvarede ilden med 40 granater, da Islamisk Stat skød mod en tyrkisk grænseby.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, sagde mandag, at det nordlige Syrien må "renses fuldstændigt" for IS.

Mindst 54 mennesker blev dræbt af en selvmordsbombe i byen Gaziantep i weekenden. Af dem var 22 børn. Angrebet er det hidtil blodigste, Tyrkiet har oplevet i år.

Regionen med byen Gaziantep ligger i det sydlige Tyrkiet tæt på den syriske grænse. Regionen har adskillige gange tidligere været ramt af angreb fra Islamisk stat eller det kurdiske PKK.

/ritzau/

Facebook
Twitter