16-årig risikerer fire års fængsel for kritik af Erdogan

Teenager stilles for retten, fordi han har kritiseret den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

I dag skal en ung gymnasieelev i retten for at have fornærmet Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Det er strafbart og kan give flere års fængsel. (Foto: Umit Bektas © Scanpix)

Myndighederne i Tyrkiet har optrappet arrestationerne af aktivister, som anklages for at have fornærmet præsident Recep Tayyip Erdogan. Og i dag skal en 16-årig gymnasieelev for retten.

Han hedder Mehmet Emin Altunses og er tiltalt for at have fornærmet præsident Erdogan ved at beskylde ham for at være korrupt.

Det skete i en tale, han holdt i byen Konya i december. Han risikerer nu fire års fængsel.

Gymnasieeleven er kun en blandt mange aktivister, som har gjort grin med eller kritiseret præsidenten offentligt.

Flere end 60 aktivister tiltalt

Og siden Erdogan blev valgt som præsident i august i fjor - efter 11 år som Tyrkiets premierminister - er flere end 60 aktivister blevet tiltalt for at have fornærmet ham.

Aktivisterne har bl.a. kaldt Erdogan en tyv, fordi præsidenten og hans inderkreds er blevet beskyldt for korruption.

Og for nylig blev selv en forhenværende skønhedsdronning - Miss Tyrkiet- anklaget og risikerer nu fængsel i to år - for at have fornærmet præsidenten.

Politisk satire forbudt

Merve Buyuksaracs forbrydelse er, at hun har delt et politisk-satirisk digt på det sociale medie Instagram.

Uheldigvis for hende er præsident Erdogan ingen stor fan af de sociale medier. Han har f.eks tidligere forsøgt at få Twitter forbudt.

Oppositionen i Tyrkiet kritiserer præsident Erdogan for at være mere og autoritær og for ikke kunne tåle kritik.

I strid med retten til ytringsfrihed

Vice-generalsekretær i Amnesty International, Trine Christensen, er fortørnet over, at det er kriminelt at kritisere præsidenten i Tyrkiet:

- Det er en lov, som strider helt fundamentalt mod retten til ytringsfrihed - både under FN´s konventioner og under de europæiske menneskerettighedskonventioner, som Tyrkiet også har undertegnet

Facebook
Twitter