16 meldes savnet efter tragisk brand på spansk natklub

Den voldsomme brand har indtil videre kostet 13 liv.

Pårørende til de savnede har haft mulighed for at tale med psykologer. (Foto: © Alfonso Duran, Associated Press)

Efter at en brand brød ud på en natklub i det sydøstlige Spanien tidligt søndag morgen, er 16 personer meldt savnet.

Det oplyser Murcias borgmester, José Ballesta, ifølge den spanske avis La Verdad.

Branden startede tidligt i morges og spredte sig fra en natklub til to tilstødende klubber. Brandfolkene kan dog endnu ikke med sikkerhed sige, hvor branden startede henne eller hvordan.

Ilden fik loftet til at kollapse på en af natklubberne, der hedder La Fonda, hvilket har gjort det vanskeligt at lokalisere ofrene og finde frem til, hvor branden præcis startede, fortæller Diego Seral fra Spaniens nationale politi, skriver Reuters.

Brandfolk, der slukker ilden:

Det er også inde på La Fonda, at redningsarbejdere indtil videre har fundet 13 omkomne. Ifølge byens borgmester er kun tre af de 13 omkomne blevet identificeret via deres fingeraftryk. For at finde frem til identiten af de resterende lig udfører myndighederne omfattende DNA test.

Fire personer blev kørt på hospitalet og behandlet for røgforgiftning, mens 20 andre selv kørte på hospitaler med blandt andet mindre brandsår, skriver La Verdad.

Borgmester erklærer tre dages sorg

Der er både psykologer og professionel krisehjælp fra Røde Kors til stede, som pårørende har mulighed for at tale med.

Her kan de også opholde sig, mens de venter på at modtage nyt om deres kære.

  • En mand taler med redningsarbejdere ovenpå branden på en spansk natklub. (Foto: © EVA MANEZ, Ritzau Scanpix)
  • En pårørende til et af ofrene taler med myndighederne tæt på hvor ulykken skete. (Foto: © EVA MANEZ, Ritzau Scanpix)
  • Civiltjenestemænd står uden for den sportshal, hvor pårørende kan få krisehjælp. (Foto: © EVA MANEZ, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Over 40 brand- og redningsfolk har ifølge talsmanden for politiet i Murcia været en del af arbejdet, og der var 12 udrykningskøretøjer på stedet. Lige nu arbejder de på at stabilisere bygninger og rydde affald væk. Det vurderer talsmanden vil vare mindst en uge.

Murcias borgmester har erklæret tre dages sorg, og lader byens flag på halv for de omkomne i branden.

- Byen er fuldstændig fortvivlet og forfærdet. Den er fordybet i den mest absolutte sorg, sagde José Ballesta tidligere i et interview med TVE News.

Ifølge BBC menes denne brand at være den værste natklubbebrand i mere end 30 år. I 1990 blev 43 mennesker dræbt i en brand på et spillested i Zaragoza.