Italien har registreret 168 nye dødsfald som følge af coronavirus i det seneste døgn.
Det viser den seneste opgørelse fra italienske myndigheder tirsdag.
Det er den hidtil største stigning i antal døde på et døgn i landet. Dermed har antallet af dødsfald uden for Kina nu oversteget tusind med samlet set 1115 dødsofre.
På det kinesiske fastland er 3024 mennesker døde.
Italien er det hårdest ramte land uden for Kina.
I alt har 631 mennesker i Italien mistet livet på grund af Covid-19, som sygdommen hedder, når den er i udbrud. Det er sket i løbet af to uger.
Antallet af smittede i Italien er tirsdag nået op på 10.149. Det er en stigning på knap tusind, i forhold til de 9172 myndighederne meldte om mandag.
Antallet af patienter i intensiv behandling er steget fra 733 til 877.
Koncentreret i det nordlige Italien
Udbruddet er fortsat koncentreret i det nordlige Italien. Lombardiet er værst ramt med 5791 registrerede smittetilfælde.
Flere flyselskaber har besluttet at indstille flyvninger til og fra Italien, og nogle regeringer har gjort det samme, herunder Portugal og Østrig.
I Slovenien og Østrig vil myndighederne ikke lade nogen rejse ind fra Italien og har genindført grænsekontrol mod syd.
Den østrigske kansler, Sebastian Kurz, meddelte ligeledes, at man indfører forbud mod forsamlinger på mere end 100 personer indendørs og 500 udendørs.
I det øvrige Europa har flere andre lande indført lignende tiltag.
Tirsdag har flere lande, herunder Cypern, Grækenland og Tjekkiet, besluttet at lukke skolerne ned helt eller delvist.
/ritzau/AFP