17 meldes dræbt i angreb mod restaurant i Burkina Faso

Formodede jihadister åbnede søndag ild mod gæster på en restaurant i Ouagadougou, hvor 17 meldes omkommet.

Mistænkte jihadister angreb sent søndag aften en tyrkisk restaurant i Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou.

17 mennesker, heriblandt flere udlændinge, meldes dræbt af angrebsmændene. Otte andre er såret.

Det oplyser Burkina Fasos regering ifølge nyhedsbureauet AP.

Imens oplyser landets kommunikationsminister, Remi Dandjinou, at ofrene kommer fra flere forskellige lande, og at mindst én fransk statsborger er blandt de dræbte.

Tidligere oplyste hospitalskilder, at også mindst én tyrkisk statsborger er blandt de døde.

Vidner har fortalt, at tre bevæbnede mænd ankom til restauranten Aziz Istanbul i en firehjulstrækker omkring klokken 21.30 og åbnede ild mod gæster, der sad udenfor.

Politibetjente og soldater ankom til stedet i pansrede køretøjer, hvorefter der ifølge en journalist fra nyhedsbureauet AFP kunne høres sporadiske skud.

Minister: Tre formodede jihadister dræbt

Tidligt mandag morgen lokal tid oplyser kommunikationsminister Remi Dandjinou på stats-tv ifølge nyhedsbureauet Reuters, at sikkerhedsstyrker har dræbt de tre formodede jihadister, der menes at stå bag angrebet.

- Der er dog stadig mennesker fanget inde i bygningen, tilføjer ministeren uden at give flere detaljer.

Det fattige og lukkede land Burkina Faso, der grænser op til Mali og Niger, har de senere år oplevet en række af angreb, som jihadistiske grupper har taget skylden for.

Det værste angreb var mod et hotel og en nærliggende café i det centrale Ouagadougou i januar 2016. 30 mennesker, heriblandt flere udlændinge, blev dræbt.

Den nordlige grænseregion i Burkina Faso er ifølge AP hjemsted for en lokal prædikant ved navn Ibrahim Malam Dicko.

Han radikaliserer angiveligt andre, ligesom han har taget skylden for de seneste dødbringende angreb mod regeringssoldater og civile i landet.

Hans militante gruppe, Ansarul Islam, er på Burkina Fasos liste over terrororganisationer.

/ritzau/

Facebook
Twitter