18 døde med coronavirus på et døgn i Stockholm

Det samlede dødstal i Sverige er nu 62.

- Nu kan vi sige, at stormen er her, siger Björn Eriksson, sundhedsdirektør i Region Stockholm. (Foto: Janerik Henriksson/TT © Scanpix)

I det seneste døgn har de svenske myndigheder konstateret 18 coronarelaterede dødsfald i Stockholm-regionen.

Dermed er det samlede dødstal i Sverige nu oppe på 62, skriver Expressen.

- For fem dage siden sagde jeg, at en storm var på vej. Nu kan vi sige, at stormen er her, siger Björn Eriksson, sundhedsdirektør i Region Stockholm.

- Nu er presset på sundhedsvæsenet utroligt højt. Det er en enestående medicinsk udfordring.

Han siger, at myndighederne har brug for al den hjælp, den kan få og opfordrer derfor nyuddannet - men også pensioneret - sundhedspersonale til at byde sig til.

For pensionerede gælder det i første omgang for folk, der er under 70 år.

'Det bliver værre'

Björn Eriksson siger, at forventningen er, at det værste endnu ikke er forbi.

- Vi ved stadig ikke, hvor langt vi er kommet i stormen. Men det kommer til at blive værre, siger han ifølge SVT.

I alt er 6.500 personer i Stockholm-området blevet testet for coronavirus. De seneste tal går på, at omkring 2.500 er konstateret smittet i landet.

65 patienter ligger på en intensiv afdeling, hvilket er 17 flere end i går.

Anderledes håndtering end i Danmark

I Sverige har man grebet håndteringen af coronavirusset væsentligt anderledes an, end man har gjort i Danmark - og egentlig i resten af Europa.

Man må højst samles 500 mennesker, og grænserne er delvist lukket.

Eleverne er også sendt hjem fra gymnasier og universiteter. Men langt de fleste grundskoler, børnehaver, den offentlige sektor og store dele af hverdagslivet kører videre som normalt.

Det er mærkbart anderledes herhjemme, hvor store dele af den offentlige sektor er lukket ned.

Få et overblik over de seneste tiltag i Danmark her:

Rettelse: Tidligere fremgik det, at 6.500 var konstateret smittet. Der er retteligt tale om, at de svenske myndigheder har foretaget 6.500 test i Stockholm-området.