180 tyske betjente ransager i fire delstater

Personer med tjetjensk oprindelse mistænkes for at planlægge islamisk angreb et sted i Tyskland.

En af de steder politiet ransagede var Berlins Marzahn-Hellersdorf distrikt. (Foto: ANNETTE RIEDL © Scanpix)

Tysk politi har udført en række ransagninger mod mistænkte militante islamister i fire tyske delstater, oplyser statsadvokaten i Tysklands hovedstad, Berlin.

- På baggrund af mistanke om planlægning af en alvorlig, voldelig hændelse, der sætter landet i fare, er ransagninger blevet udført i Berlin, Brandenburg, Nordrhein-Westfalen og Thüringen, lyder det fra statsadvokaten på Twitter.

De mistænkte er af tjetjensk oprindelse og mellem 23 og 28 år. Det fremgår ikke, hvor mange personer det drejer sig om.

De er mistænkt for at have 'ledt efter steder til et muligt islamistisk angreb', oplyser politiet i Berlin i en udtalelse.

I alt 180 betjente deltog i ransagningerne, hvor der blandt andet blev beslaglagt kontanter, harddiske og knive.

/ritzau/