20 års fængsel: Hovedmistænkt for Paris-terror kendt skyldig i Belgien

Den eneste overlevende af de mistænkte fra terrorangrebet i Paris i 2015 får dom på 20 år.

Salah Abdeslam var Europas mest eftersøgte mand fanget, inden han blev fanget i Bruxelles. (Foto: handout © Scanpix)

Den eneste overlevende af de mistænkte fra terrorangrebet i Paris i 2015, den 28-årige franske statsborger Salah Abdeslam, er blevet kendt skyldig i en belgisk terrorsag.

Dommen lyder på 20 års fængsel.

Salah Abdeslam blev anholdt i Bruxelles flere måneder efter angrebet i Paris.

Under flugten kom franskmanden med marokkanske rødder og en medsammensvoren i skudveksling med politiet. Tre politifolk blev såret.

Det er denne episode, som den belgiske domstol har taget stilling til i dag.

Salah Abdeslam var anklaget for besiddelse af ulovlige våben samt terrorrelateret drabsforsøg på betjentene.

Abdeslams medskyldige i skudepisoden, Sofien Ayari, fik ligeledes en dom på 20 års fængsel.

I Frankrig afventer Salah Abdeslam en retssag om sin formodede hovedrolle i terrorangrebene i Paris mod blandt andet spillestedet Bataclan og fodboldstadionet Stade de France.

I alt 130 mennesker mistede livet ved angrebene.

Abdeslam er mistænkt for at have planlagt angrebet - herunder transport af krigere fra Syrien til Europa.

Retssagen ventes først at begynde i 2020.

Anklagerne mener, at Abdeslam kun overlevede terrorangrebet, fordi en selvmordsvest fejlede.

Facebook
Twitter