2015 bliver stort valgår i EU - yderfløjene stormer frem

Otte parlamentsvalg, populære yderfløjspartier og mulige politiske kriser vil præge EU's dagsorden i 2015.

Alexis Tsipras, leder af det græske venstrefløjsparti Syriza, kan blive en hovedperson i EU i 2015. (Foto: Alkis Konstantinidis © Scanpix)

Rigtig mange europæere skal til stemmeurnerne i år.

Der er nemlig parlamentsvalg i hele otte lande: Estland, Finland, Polen, Grækenland, Portugal, Spanien, Storbritannien og Danmark.

Og der er en klar tendens, der går igen i flere af landene: Yderfløjene stormer frem og vil med al sandsynlighed indtage parlamenterne som aldrig før.

Yderfløjenes år

De kommer til at sætte EU-kritikken på dagsordnen, siger Claus Kragh, Europa-redaktør på Mandag Morgen.

- Der er ingen tvivl om, at EU-spørgsmålet i høj grad kommer til at præge valgene, siger han.

Han fremhæver især Storbritannien, hvor støtten til det EU-skeptiske og højreorienterede parti United Kingdom Independence Party, UKIP, vokser dag for dag.

- Selv David Cameron (den britiske premierminister red.) har måtte love, at han vil sørge for en folkeafstemning om det britiske medlemsskab i EU, siger Claus Kragh.

Gældskrise 2.0

Det valg, som mange ser frem til - eller frygter - er det græske.

Lige nu ser venstrefløjspartiet Syriza ud til at løbe med magten, og partiet er bestemt ikke glade for de låneaftaler, landet tidligere har indgået med EU.

- Der er ingen tvivl om, at ethvert forsøg fra Grækenlands side på at genforhandle den hjælp, de har fået, vil blive mødt af meget stor modstand fra Bruxelles, Den Internationale Valutafond IMF og øvrige eurolande, siger Claus Kragh.

Flere eksperter er i øjeblikket bekymrede for, at situationen i Grækenland vil udløse en gældskrise i Europa.

Men det er Claus Kragh nu ikke så sikker på.

- Jeg tror, at grækerne vil indse, at det er det rigtige at blive i EU. Fra EU's side vil man jo også gerne hjælpe Grækenland med at få gang i væksten, siger han.

Ro på indtil 2017

Fælles for de fremadstormende yderfløjspartier er, at de alle er skeptiske overfor EU.

Men på trods af de mange valg i år, så skal der ikke være valg i flere af de store spillere i EU. Og det kan begrænse yderfløjenes eventuelle magtposition efter valgene.

- De helt centrale aktører, når det gælder udviklingen i EU og særligt i euro-landene, skal først til valg i 2017. Det er jo i høj grad for eksempel Tyskland og Frankrig, der trækker det europæiske samarbejde fremad, siger han.

Mere om indvandring

Lige før jul deltog op til 17.500 personer i Dresden i en demonstration mod islam. Og flere af de populære højreorienterede partier i Europa bliver ofte beskyldt for at flirte med racisme. Derfor ser det heller ikke ud til, at indvandring kommer til at fylde mindre i 2015 - tværtimod.

- Indvandringen er noget, der fylder meget hos de her partier, siger Claus Kragh.

Både den såkaldte 'velfærdsturisme' og flygtningestrømmen fra blandt andet Syrien og Irak er emner, som højrefløjsspartierne slår hårdt på.

- Den debat har også båret præg af, at EU har været slående dårlige til at fordele de her mennesker i de forskellige lande, siger han.

Lyspunkt forude

Selv om flere EU-skeptikere ser ud til at indtage de nationale parlamenter, men kan 2015 paradoksalt nok blive året, hvor den europæiske ånd kan blive styrket.

- EU ser ud til at kunne gå sejrrigt ud at konfrontationen med Rusland. Og det vil være en stor styrkelse at Europas egen selvfølelse, siger Claus Kragh.

Ruslands økonomi sejler nemlig i øjeblikket, og det tyder på, at EU's sanktioner har virket, peger han på.

- Det er vigtigt for EU på den lange bane, at vi står sammen, siger han.

Facebook
Twitter