2019 bliver Jair Bolsonaros år – et nyt Brasilien er på vej

I morgen vil manden, som internationale medier har døbt ”Tropiske Trump”, sætte sig tungt i stolen i det brasilianske præsidentpalads.

Når Jair Bolsonaro i morgen bliver kørt op ad den store esplanade foran parlamentet i den brasilianske hovedstad, Brasilia, vil det være under et sikkerhedsopbud, der sætter rekord for indsættelsesceremonier af brasilianske præsidenter.

Dels fordi den kommende præsident meget gerne vil vise sig som Brasiliens nye stærke mand og sin respekt for hæren og sikkerhedsstyrkerne, der har stået bag ham i hele hans valgkamp. Men dels også fordi han reelt er en mand, som mange brasilianere allerede hader på forhånd.

Et splittet Brasilien

Da han blev stukket ned på åben gade under et valgarrangement kort før det historiske valg i oktober, var det et chok for de fleste brasilianere. Landet, der ellers er ganske bekendt med vold og drab, har ikke en historik med vold eller drabsforsøg på præsident-niveau.

Efterfølgende kunne politiske modstandere dog ikke dy sig for at påpege, at Jair Bolsonaro i høj grad selv har fremprovokeret en hård tone og måske ligefrem opfordret til vold. Men det, der i sidste ende står tilbage efter både knivoverfald og efterfølgende valgsejr til manden fra den yderste højrefløj, er, at Jair Bolsonaro er en mand, der splitter Brasilien op i to lejre.

Den ene gruppe betegner ham som fascist og frygter, at han vil være lig med store tilbageskridt for alt fra minoriteters rettigheder, miljøet, kvinders ligestilling til de fattigste brasilianeres sociale rettigheder – listen er lang.

Og så er der den anden gruppe, der ser ham som et moderne bud på en brasiliansk præsident, der både favner en liberal økonomi, som kan lægge låg på de seneste 5-6 års økonomiske nedtur, og også rummer konservative værdier, der kan få den brasilianske kernefamilie tilbage i centrum.

I går blev der holdt generalprøve for den store militærparade, som skal markere Bolsonaros indsættelse. (Foto: CARL DE SOUZA © Scanpix)

En økonomi i bedring

Indtil videre er den begejstrede gruppe i overtal.

Og egentlig har Jair Bolsonaro et ganske godt udgangspunkt for at blive en succes. Ikke mindst fordi den brasilianske økonomi, allerede inden Bolsonaro tiltræder, er begyndt at vise små tegn på bedring.

Rigtig mange brasilianere har mistet deres job og mærket krisen kradse efter, at det brasilianske vækstmirakel fra nullerne viste sig ikke at holde evigt.

De higer efter bedre tider, og kan Bolsonaro fremvise større vækst i hans første regeringsår, vil han have et solidt fundament for at ende som en succes.

Ved magten i årtier frem

En af dem, der tror fuldt og fast på Bolsonaros evner, er Marlon Wiggers. Han er afdelingsleder i et større brasiliansk selskab og bor i byen Florianópolis i den sydlige delstat Santa Catarina. Her stemte over 75 procent af vælgerne på Jair Bolsonaro.

Marlon Wiggers (t.v.), da han mødte Jair Bolsonaro (t.h) for nogle år siden. (© DR / Privatfoto)

- Det bliver et meget bedre Brasilien de næste fire år, og brasilianerne vil indse, at den her bevægelse vil være ved magten de næste 20-30 år, siger Marlon Wiggers.

Han tilhører den brasilianske middelklasse, der i den grad er Bolsonaros base. Og han tror på Bolsnaros ord om, at han kan skabe vækst og ikke mindst på budskabet om, at han vil rydde op i den dybt korrupte politiske elite i Brasilien.

Alt vil styrte sammen

Men i Florianopolis fattigste områder deler folk ikke Marlons begejstring. Mange er ligefrem bange. De frygter, at de rettigheder, Brasiliens fattigste har opnået de seneste årtier med venstrefløjen ved magten, vil forsvinde med den nye højredrejning i Brasilien.

Det gælder også 29-årige Maysa Souza, der er vokset op under fattige kår, men som universitetsstuderende ser ud til at blive sin families første sociale mønsterbryder:

- Det er forfærdeligt at tænke på, at med Bolsonaro vil dem, der kommer til at miste mest, være landets fattigste. Jeg tror, at alt det vi har opnået de seneste årtier vil styrte sammen meget snart, siger Maysa, der regner med, at de sociale hjælpeprogrammer hurtigt vil blive afskaffet under Bolsonaros styre.

Maysa Souza (Foto: Kristian Almblad © (C) DR Nyheder)

Det tror Marlon Wiggers også – men han er ikke så bekymret for den udvikling.

- Den fattigste del af befolkningen, der er afhængige af de sociale programmer, behøver ikke være bekymrede. Bolsonaro vil få økonomien til at vokse, og så vil firmaerne begynde at ansætte folk igen. Dem, der er klar på at arbejde, skal nok klare sig.

Marlon, Maysa og resten af Brasilien vil se med ved TV-skærmen, når Jair Bolsonaro i morgen bliver taget i ed. Nogle med begejstring. Andre med frygt. Men alle med den overbevisning, at Bolsonaro-æraen vil være et historisk skift i brasiliansk politik - på godt og på ondt.

Facebook
Twitter