2100 migranter reddet på Middelhavet

Alene i dag har den italienske kystvagt og andre redningstjenester reddet 2100 migranter op af Middelhavet.

På to døgn er mindst 240 migranter og flygtninge druknet ud for Libyen. (Foto: - © Scanpix)

Den italienske kystvagt har sammen med andre redningstjenester reddet over 2100 andre migranter i løbet af lørdagen.

Men ikke alle migranter, der giver sig ud på Middelhavet, når sikkert frem.

På to døgn er mindst 240 migranter og flygtninge druknet ud for Libyen, oplyser Den Internationale Organisation for Migration (IOM), som er en del af FN.

Fem redningsskibe var inden for synsvidde af de forliste migranter, der var fordelt på to store gummibåde. Men forsøgene på at redde dem lykkedes ikke.

FN bedrøvet over tab

FN's højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi, siger, at han er "meget bedrøvet over endnu en tragedie", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han understreger, at mange mennesker kunne reddes, hvis de europæiske lande ville tage imod flere flygtninge i stedet for at tvinge dem til at begive sig ud på den farlige sejlads.

- Middelhavet er en livsfarlig strækning for flygtninge og migranter, men de ser ikke anden mulighed end at risikere livet for at krydse det, siger Grandi i en udtalelse.

Lørdag foretog skibe fra blandt andet Malta, Spanien og Italien i alt 15 redningsoperationer. Det er mere end dobbelt så mange som dagen inden, hvor omkring 1200 mennesker blev reddet i land.

2016 har været det hidtil dødeligste år for de migranter og flygtninge, der begiver sig ud på den farefulde færd over Middelhavet.

/ritzau/dpa

Facebook
Twitter