23-årige Alina dokumenterer valgfusk i Hviderusland

Der er massiv valgsvindel i gang i Hviderusland, siger valgobservatører.

- Jeg får problemer, hvis vi taler her. Lad os gå lidt væk, siger Alina Tjuklina med en lav stemme og peger mod skolegårdens rødmalede port.

Vi følges væk fra valgsted nummer 18 i den nordlige del af Minsk, hvor den 23-årige kvinde er valgobservatør.

Det er dog ikke så nemt en opgave, for hun har ligesom de 2.800 andre observatører fra sammenslutningen 'Ærlige Folk' ikke fået adgang til selve valgstederne, men er henvist til at sidde udenfor og tælle antallet af vælgere, der går ind på skolen.

- Første dag (tirsdag, red.) talte vi 25, men valgprotokollen skrev 101. I går talte vi 89, og valgprotokollen skrev 370, forklarer hun og slutter sig dermed til koret af observatører, der på sociale medier melder om massiv diskrepans mellem de talte vælgere ved stemmestederne og de offentliggjorte valgprotokoller.

Tidlig afstemning

Selvom den egentlig valgdag er søndag den 9. august, så tillod de hviderussiske myndigheder afstemning allerede fra i tirsdags, og i oppositionen er holdningen, at den beslutning gør det langt nemmere at forfalske resultatet.

Flere grupper på sociale medier opfordrer oppositionsfolk til at vente med at stemme til allersidst på dagen søndag for at forhindre de valgtilforordnede i at ”stemme for dem”.

Alina krydser af, når hun ser borgere gå ind for at stemme ved valgstedet. (Foto: Torben K. Madsen)

Observatørchef gemmer sig

Siden slutningen af maj, hvor valgkampen for alvor spidsede til, har der været over 1.300 anholdelser og over 20 valgobservatører fra ”Ærlige Folk” er blevet arresteret de seneste dage. Derfor tør koordinator Aleksander Khomitj ikke mødes med os ansigt til ansigt, skriver han.

I år har formanden for den centrale valgkommission, Lydia Jermosjina, meddelt, at der ikke må være gardiner foran stemmeboksene. (Foto: Torben K. Madsen)

Aleksander Khomitj er taget væk fra Minsk, fordi han er bange for at blive anholdt og dermed ikke kunne holde styr på alle de unge observatører, så på en skrattende Zoom-forbindelse, fortæller han, at det som Alina Tjuklina har oplevet i Minsk, det er en tendens, de ser i hele landet.

- Eftersom der ikke er nogen uafhængige medlemmer af valgkomiteernevalgstederne, så er der en god mulighed til at forfalske resultater. De kan gøre, hvad de vil, når dørene er låst, forklarer Aleksander Khomitj, der ikke tager myndighederne forklaring for gode varer:

- De siger, at det handler om coronavirus, men vi har lige haft en kæmpe parade og ingen restriktioner, og så er det pludselig et problem at have mere end tre observatører i et valglokale, undrer han sig.

Alina Tjuklina må heller ikke sætte sig ind på selve valgstederne og observere, som hun her fortæller i videoen.

Pludselige corona-tiltag

Hviderusland var i flere måneder det eneste land i Europa, der ikke havde restriktioner på forsamlinger og fortsatte den hjemlige fodboldliga. Men da oppositions spidskandidat Svetlana Tikhonovskaja og hendes to kvindelige allierede meddelte, at de fredag aften ville tage til fodboldkamp i Minsk, så blev hovedstadskampene aflyst.

Den nationale fodboldføderation har ikke givet nogle grunde til de to aflysninger, og kampene, der spilles i provinsen, fortsætter.

Under sidste weekends kampe bragede tribunerne ind i mellem med oppositionstilråbet: Længe leve Hviderusland.

FacebookTwitter