23 dræbt i Gaza efter israelske luftangreb - imens holdes en million børn hjemme i Israel

FN advarer mod "meget farlig" eskalering.

Israelske luftangreb i Gaza har i dag kostet 23 mennesker livet.

Det oplyser sundhedsministeriet i Gaza, som styres af den militante Hamas-bevægelse.

Israels militær, IDF, siger, at man har dræbt 20 "terrorister", mens de palæstinensiske sundhedsmyndigheder siger, at der er tre børn blandt dagens dræbte, skriver BBC.

- Den fortsatte eskalering er meget farlig, lyder meldingen fra FN, der vil have kampene stoppet omgående.

IDF dræbte natten til tirsdag en leder fra den militante gruppe Islamisk Jihad og hans kone.

Herefter har palæstinensiske militante affyret flere end 300 raketter mod Israel, hvor civile flere steder har måttet søge i sikkerhed.

Ingen meldes dræbt på den israelske side af grænsen, men 63 meldes behandlet for skader, skriver den israelske avis Haaretz.

Raketangrebene har ført til, at skoler i den sydlige- og centrale del af landet er lukket, og en million børn må blive hjemme, rapporterer avisen.

Hjulpet af forsvarssystem

Ud af de over 300 missiler, der er blevet affyret mod Israel siden i går, er 90 procent af dem blevet nedskudt af Israels forsvarssystem, Iron Dome, skriver Haaretz.

Det mobile forsvarssystem er designet til at opfange raketter og granater i luften.

Her kan du se det i aktion:

De seneste dages kampe foregår mellem Israels militær og den militante gruppe Islamisk Jihad.

Ifølge den israelske kulturminister, Miri Regev, risikerer Hamas, som kontrollerer Gaza, også at stå over for angreb fra Israels militær, hvis de ikke "dæmper" Islamisk Jihad.

Der er ikke tegn på, at Hamas har intentioner om at gå ind i konflikten. I så fald ville der være tale om klar eskalering, rapporterer BBC.

Naftali Bennett, Israels nyudnævnte forsvarsminister, konstaterer efter to dages angreb mod Islamisk Jihad, at "resultaterne er gode, men vejen foran os er lang".

- Vi må gøre det klart for enhver terrorist, at de bærer et tikkende nedtællingsur på ryggen. Det er deres beslutning, om de vil fortsætte med terroraktiviteter og dermed ende deres liv eller stoppe, siger ministeren ifølge Haaretz.