25 år i Hormuzstrædet: Trusler, trusler, trusler...

Hver dag sejler over 20 millioner tønder (40 procent af al transport) gennem det snævre Hormuzstræde mellem Iran og Oman. Det har samtidig gjort strædet til centrum for storpolitiske konflikter. DR har kigget i arkivet.

Hangarskibet USS Theodore Roosevelt befinder sig sammen med endnu et amerikansk hangarskib i øjeblikket i nærheden af Hormuzstrædet. (Foto: Scott Fenaroli © Scanpix)

Skulle der skrives en symfoni om Hormuzstrædet, ville den primært være sammensat af dramatiske, eksplosive og melankolske satser - meget lidt ville være i dur.

Tirsdag konfiskerede de iranske myndigheder et Mærsk-skib i Hormuzstrædet. Iranerne mener, at de har penge til gode hos det danske shippingfirma. Maersk Line forhandler nu med de iranske myndigheder om frigivelse af skibet.

Dr.dk har taget en spadseretur tilbage i artikler bragt i danske dagblade de seneste 25 år, som alle har med Hormuzstrædet at gøre. Som det vil fremgår, er det snævre stræde, hvorigennem op mod 40 procent af verdens olie fragtes igennem, plastret til med hangarskibe, baser og militær. Og ikke så få gange har det de seneste år været snublende tæt på en kæmpekrig.

Nedenfor er uddrag fra artikler bragt i danske dagblade i perioden 1990-2015:

1990 - Blokade af Irak

  • Amerikanerne har en flåde anført af USS Independence i stilling til at blokere Hormuzstrædet ved udsejlingen fra Den Persiske Bugt. Den danske korvet 'Olfert Fischer' har sluttet sig til de amerikanske, britiske, canadiske og hollandske enheder, der opererer i Den Persiske Golf, i forbindelse med FN-blokaden af Irak.

1992 - Iran åbner sit farvand

  • For første gang siden 1980-88 vil Iran tillade skibsfarten frit at besejle landets territoriale farvand. Det giver en mere direkte sejlads i den arabiske golf. I rederiet A. P. Møller mener man ikke, at det er rigtigt, og at restriktionerne stadig opretholdes. Irans ophævelse af den hidtige praksis skal afspejle "forsøg på at forbedre de almindelige politiske og økonomiske forbindelser med Vesten," lyder det.

  • Snakken om at bygge en olieledning fra Kuwait ned gennem den persiske golf genoptages. Olielandene: Kuwait, Saudi, De Forenede Aarabiske Emirater, Qatar, Bahrain og Oman optager snakken efter krigen melllem Iran og Irak 1980-88.

1993 USA - en selvbestaltet politibetjent

  • Et kinesisk fragtskib, 'Yinhe', hindres i at anløbe Dubai og bliver i sejlrenden i Hormuzstrædet. USA har fulgt skibet gennem strædet.

  • Fra kinesisk side lyder det, at USA - som beskrives som 'selvbestaltet politibetjent på verdensplan' - bør have større tillid til andre lande og undlade at gribe ind i så stort omfang som hidtil. USA optrapper sin tilstedeværelse i Hormuzstrædet med fire amerikanske krigsskibe og 2200 marineinfanterister. Det skyldes dog krigen i Somalia.

1995 - Våben på øer

  • Iran placerer kemiske våben, missiler til brug mod fly og skibe og omkring 8.000 soldater på øer ved indsejlingen til Den Persiske Golf. Under en gennemrejse sig William Perry, USA's forsvarsminister, at Irans militære opbygning 'kun kan opfattes som en potentiel trussel mod' olietrafikken gennem Hormuzstrædet.

  • Raketterne, der er jord-til-luft raketter af typen Hawk, øger frygten for, at iranerne kan blokere for olietankere i Golfen, der er et vigtigt farvand for olieforsyning.

  • Iran fik leveret sine første Silkworm-raketter i 1986, og de er opstillet ved Hormuzstrædet. Senere er fire Silkworm-affyringsramper blevet bygget på øen Abu Musa midt i Golfen. Vestlige politikere er overbeviste om, at Teheran ønsker atomsprænghoveder til sine langtrækkende missiler, og at Iran snart går igang med et egentligt atomvåbenprogram.

  • Iranske flåde- og luftstyrker indleder omfattende militærøvelse i Den Persiske Havbugt. Operationen har fået kodenavnet Khaybar, der refererer til et slag mellem islamiske og jødiske hærstyrker i det 7. århundrede.

1997 - Truer med at lukke. For første gang

  • Irans forhold til USA er anspændt på grund af bombningerne af amerikanske ambassader i Afrika. Den iranske vice-udenrigsminister Abbas Maleki slår fast, at Iran støtter den frie transport af olie gennem Hormuzstrædet, men vil forbeholde sig ret til at lukke skibsruterne, hvis landet bliver truet. Siden Iran fik den tvivlsomme ære af at blive optaget i 'Ondskabens Akse', har landet intensiveret sin udvikling af missiler.

2000 - 180 krigsskibe

  • Iran indleder ottedages militærøvelse til luft, lands og til havs. Omkring 180 krigsskibe, missilbåde med raketaffyringsramper og Irans tre russisk-fremstillede ubåde af Kilo-klassen deltager i "Unity 79"-manøvren, der foregår i nærheden af Hormuzstrædet.

2003 - Olfert Fischer sendes til Irakkrig

  • Fem-seks småbåde, der nærmede sig med høj fart, har udløst alarm om bord i korvetten 'Olfert Fischer', der er på vej til Den Persiske Golf for at deltage i krigen mod Irak. Korvetten havde passeret Aden i Yemen og befandt sig i Det Indiske Ocean på vej til Hormuzstrædet, da skibsrutinen blev afbrudt af ordren 'Klart skib', som gjaldede ud gennem skibets højttalere. Det er formentlig første gang siden den kolde krig, at et dansk krigsskib har beordret 'Klart skib' uden den beroligende tilføjelse: 'For øvelse'.

2004 - Konfiskation

  • To britiske patruljebåde konfiskeres i den persiske golf af iranske myndigheder.

2006 - Atomforhandlingerne truer

  • Iran fremviser en ny torpedo, som får olieprisen til at "stige dramatisk." Iran starter ny militærøvelse og antyder, at svaret på amerikanske luftbombardementer af Irans omstridte atomanlæg vil være at blokere Hormuzstrædet. Og nu er det nødvendige våben altså til stede og afprøvet med et tilfredsstillende resultat, fortalte en stolt til det statslige iranske nyhedsbureau Fars.

  • Omkring 40 procent af verdens olieforsyning går gennem Hormuz-strædet, og en effektiv blokade af dette stræde kan ramme vestlige, olieafhængige samfund hårdt.

  • "Ikke en dråbe olie vil blive eksporteret fra regionen. Irans islamiske Republik er i stand til at hindre eksporten af olie fra den Persiske Golfs kyster og vor egen olie," truer Mohammad Nabi Rudaki, medlem af det iranske parlaments komite for national sikkerhed.

  • "Det er vor bedømmelse, at Iran kortvarigt kan lukke Hormuz-strædet," bekræftede viceadmiral Lowell Jacoby, chef for det amerikanske forsvars efterretningstjeneste for nylig over for det amerikanske senat.

  • I en kommentar skriver den danske journalist, Jens Nauntofte: "Hvis man har fløjet i helikopter hen over Hormuz-strædet, ved man, at her er et af verdens vigtige knudepunkter. Så hvis Iran beslutter at blokere Hormuz-strædet i den tilstundende krise med Vesten, lukker landet ikke blot for sin egen olieeksport, men for det meste af den arabiske olie. Her er vi tilbage ved udsigten fra admiralens kommandobro i Hormuz-strædet. Her kan man stikke næsen op i luften og næsten spore lugten af økonomiske sanktioner. Skal man standse Irans handel med omverden, så må der lægges en spærring omkring Iran."

2007 - "Nært forestående angreb"

  • En amerikansk ubåd kolliderer med japansk skib i Hormuzstrædet.

  • Der spilles fortsat med musklerne de to parter imellem: "For første gang siden Israels oprettelse i 1948 står Israel over for en trussel på sin eksistens," lyder en advarslen fra den israelske minister for indre sikkerhed, Avi Dichter.

  • Den tidligere - og senere - israelske ministerpræsident, Benyamin Netanyahu, sætter tingene endnu mere på spidsen: "Vi befinder os i 1938, og Iran spiller Tysklands rolle".

  • Viceadmiral Patrick Walsh, afgående øverstkommanderende for 5. Flåde. "Det nye er nu antallet og mængden af øvelser og disse øvelsers nærhed til selve Hormuz-strædet."

  • Stefan og Yari fra Falköping i Sverige løslades. Iransk politi mente, at svenskerne havde fotograferet militære anlæg under dække af at være på sightseeingtur efter delfiner på øen Qeshm i Hormuzstrædet.

  • Mellemøstenkommentator Fairh El-Abed taler om en "nært forestående amerikansk/israelsk angreb." En Frivillig koalition, ladet Task Force 150, baseret på FN-mandat skal patruljere for at forhindre "terrorrelateret virksomhed" ikke mindst i Hormuzstrædet.

  • USA har ikke været stærkere til stede i den Persiske Havbugt siden invasionen af Irak.

  • Iran konfiskerer to britiske både og arresterer 15 marinesoldater.

2008 - Optrapning, optrapning

  • To amerikanske kampfly styrter ned. Angiveligt en ulykke.

  • Fem iranske speedbåde foretager aggressive manøvrer og udviser fjendtlige hensigter over for tre flådefartøjer. "hensynsløse, uforsvarligt, potentielt fjendtligt," siger Pentagon.

  • - Iran provokerer, siger George Bush.

  • - Det er en farlig situation, de skulle ganske enkelt ikke have gjort det.

  • "Jeg er på vej hen imod jer. I vil springe i luften i løbet af få minutter," fik flådefartøjerne at vide over radioen.

  • USA's forsvarsministerium siger, at der var yderligere to sammenstød mellem USA og Iran i Hormuz Strædet. I et tilfælde affyrede et amerikansk skib varselsskud mod en iransk speedbåd.

  • Revolutionsgarden fortæller, at Iran agter at tage kontrol over al trafik gennem Hormuzstrædet i tilfælde af et angreb.

  • Ifølge chefen for USA's flåde i Golfen vil et sådant skridt være "en krigshandling". Admiral Mullen bekræfter udsagnet som "helt akkurat".

  • Med bred opbakning fra såvel demokrater som republikanere afsætter den amerikanske kongres 400 millioner dollar - to milliarder kroner - til CIA-operationer med henblik på at skade regimet i Teheran.

  • Iran tester missiler for at "vise, at vi er rede til at forsvare den iranske nation". Storbritannien: Iran skal reagere, ellers tager stormagterne skridt til nye FN-sanktioner mod landet på grund af dets fortsatte uranberigelse.

  • Iran står over for nye FN-sanktioner, hvis landet ikke senest i dag reagerer på et krav fra seks fremtrædende lande om at indstille dets kontroversielle atomprogram.

2009: Ny fransk base

  • En amerikansk ubåd og et amerikansk amfibiefartøj støder sammen i Hormuz-strædet.

  • Frankrig åbner base, Peace Camp, direkte ud til Hormuzstrædet. De Forenede Arabiske Emiraters leder, sheik Khalifa bin Zayed al-Nahayan, kalder basen "en vigtig søjle i vores udenrigspolitik, fordi det hjælper stabiliteten i Golf-regionen." 500 franske militærfolk vil permanent befinde sig på basen, der også kan modtage franske flådefartøjer og fungere som base for de atomdrevne franske ubåde, der er udstyret med atomvåben.

2010 - Terrorangreb

  • Kineserne kommer men sejler igen. For første gang i 400 år sejler kinesiske krigsskibe gennem Hormuzstrædet ind i Den Persiske Golf, der siden Anden Verdenskrig har været under amerikansk kontrol.

  • Den iranske flådegeneral advarer om, at "hvis USA og dets allierede inspicerer iranske skibe i internationalt farvand, så vil der bliver svaret igen i Den Persiske Golf og ved Hormuzstrædet". Et tankskib angribes og skroget beskadiges. Al Qaida tager ansvaret.

  • De arabiske stater i Den Persiske Golf har kastet sig ud i den største opustning i fredstid.... Landene i Mellemøsten frygter, at et israelsk eller amerikansk angreb på et af Irans atomanlæg kan udløse et gengældelsesangreb på dem eller afbryde olieforsyningen gennem Hormuzstrædet.

2011 - Lettere end at drikke et glas vand

  • Det en efterhånden en moderne attraktion at besøge Hormuzstrædet, hvor 20-30 kæmpestore olietankskibe dagligt passerer.

  • Iran, der har beskyldt amerikanerne for at stå bag flere hemmelige operationer i Iran, skærper striden yderligere og meddeler, at ingen olietransporter vil blive tilladt gennem den vigtige olierute i Hormuzstrædet, hvis Vesten gennemfører sanktioner mod Irans olieeksport.

  • - At lukke Hormuzstrædet for Irans væbnede styrker er virkelig nemt, eller som vi iranere siger det, så vil det være lettere end at drikke et glas vand, siger Habibollah Sayyari til det engelsksprogede iranske Press TV.

  • Salg af jagerfly for knap 170 milliarder kroner skal sende et stærkt signal til lande i regionen, siger USA. Aftalen er indgået samtidig med, at spændingerne mellem Iran og USA er stigende på grund af iranske trusler om at lukke Hormuz-strædet, hvis USA indfører nye sanktioner mod styret i Teheran.

2012 - Planer om forurening

  • Året starter med at prøveaffyre langtrækkende missiler. Iranske langtrækkende missiler er blevet testet under en flådeøvelse i Den Persiske Bugt. Myndighederne i Iran truer med at standse alt fragt af olien gennem Hormuzstrædet i Den Persiske Bugt, hvis landet udsættes for en olieembargo.

  • Krisen i Hormuzstrædet holdes i kog. Iran advarer USA mod at lade et hangarskib tilbage til Den Persiske Golf. Spændingerne og kampen på ord mellem USA og Iran tager til i styrke. Iran advarer amerikanerne mod at dirigere et hangarskib fra Den Femte Flåde tilbage gennem Hormuzstrædet.

  • - Vi insisterer på, at skibet ikke returnerer til dets base i Den Persiske Golf, og vi har ikke i sinde at gentage denne advarsel, siger brigadegeneral Ataollah Salehi.

  • Søvndal siger, at Danmark ikke vil støtte op om en militær indsats på nuværende tidspunkt. Samtidig truer Iran med at lukke Hormuzstrædet, mens USA truer med at bombe Iran som modsvar. Søvndal understreger, at grebet om Iran vil blive strammet endnu mere, hvis styret gør alvor af truslen om at lukke Hormuzstrædet. Olieembargo vedtages.

  • USA sender endnu et hangarskib til Hormuzstrædet.

  • Iran Truer atter med at lukke hormuzstrædet, efter EU indfører sanktioner. Grækenland er imod. Obama roser EU's sanktioner.

  • Mindst en person bliver dræbt, mens tre meldes alvorligt såret, da sikkerhedsvagter på det amerikanske flådefartøj USNS Rappahannock åbner ild mod en indisk fiskerbåd, der nærmede sig nær havnen Jebel Ali. "Siden år 2000 har vi været meget på vagt over for små både", siger en forsvarsembedsmand fra Washington.

  • USA's flåde har optrappet sin tilstedeværelse ved Hormuz Strædet og Den Persiske Golf, efter at forholdet til Iran er blevet stadig mere anspændt på grund af de sanktioner en række stater har indført overfor landet.

  • En amerikanske destroyer og en supertanker kolliderer i det højspændte og strategisk vigtige Hormuz-stræde ud for Iran.

  • Ifølge magasinet Der Spiegel har chefen for Irans revolutionsgarde udarbejdet en plan for en miljøkatastrofe i Hormuzstrædet, der vil forhindre al olietransport til søs fra Golfen.

  • - En rensning vil kun være mulig med teknisk hjælp fra de iranske myndigheder, og for at opnå denne hjælp vil det være nødvendigt at hæve sanktionerne mod Teheran - i hvert fald midlertidigt, hedder det i artiklen. Der Spiegel angiver ingen kilder til oplysningerne, men skriver, at vestlige efterretningstjenester er ved at studere rapporten nærmere

2013 - Snak for første gang

  • Den amerikanske præsident, Obama, siger, at han gerne samarbejder med Irans præsident, Hassan Rouhani. Det er første gang i 34 år, at præsidenter fra de to lande taler sammen.

  • Iran præsenterer 30 missiler, der alle har en rækkevidde på 2.000 kilometer.

  • Iran snakker om et forebyggende angreb på Israel.

2014 - Plan for flådeangreb

  • Verdensøkonomien er afhængig af, at Hormuz-strædet er åbent. Sagen er, at Hormuz-strædet ikke er åbent på grund af principper i den internationale havretskonvention. Hormuz-strædet er åbent, fordi flådeskibe fra en række lande, herunder ikke mindst USA, patruljerer i området, skriver Jyllands-Posten.

  • En tegning fra den iranske revolutionsgarde viser angiveligt iranernes plan for et flådeangreb. I to tilfælde bliver handelsskibe beskudt med maskinpistoler og på tæt hold under passage af den vigtige olierute, oplyser Nato Shipping Centre.

  • To handelsskibe beskydes i Hormuz-strædet. Angrebet på de to skibe fandt sted med cirka halvanden times mellemrum. Det første var blevet angrebet af to fartøjer, hver med 3-4 militært klædte personer ombord, fra en afstand af omkring 150 meter.

  • Al-Qaeda udråber i sit medlemsblad Hormuzstrædet som et oplagt terrormål.

2015 - Atomaftale - langt om længe

  • Der indgås atomaftale med Iran, som skal lette sanktionerne på staten.

  • Et Maersk-skib konfiskeres i Hormuzstrædet, verdens vigtigste knudepunkt for transport af olie.

Facebook
Twitter