25-året for folkedrabet i Rwanda: Innocent overlevede to måneder i en udhulet træstamme

På 100 dage blev næsten 800.000 mennesker dræbt i et af verdens hurtigste og mest brutale folkedrab.

(© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

Innocent var et år og ni måneder, da hans liv i 100 dage ændrede sig fra barneleg til tavshed og mørke. Hans lillebror kun fire måneder gammel. I de dage blev det meste af deres familie udryddet i Rwanda.

- Jeg kan selvfølgelig ikke huske noget fra dengang, siger Innocent. Han kigger fokuseret på mig.

- Ind imellem har jeg også bare lyst til at glemme det. Det gør ondt at tale om.

Innocent er tutsi. Eller han var. For i dag er betegnelserne hutu og tutsi officielt afskaffet. Dengang i 1994 udgjorde hutuerne 85 procent af befolkningen på seks millioner rwandere. De sad tungt på magten fra landets selvstændighed i 1962 frem til folkedrabet sluttede. I dag er de stadig i flertal.

- Jeg kan huske fra jeg var omkring fem år. Der boede jeg med min mor, lillebror og med fem andre familier med børn. Vi havde det sjovt sammen, mindes Innocent.

De seks familier var overlevere af og vidner til folkedrabet. Men det vidste Innocent intet om dengang. Han tænkte heller ikke over, at der altid var soldater omkring dem. At hans liv stadig var i fare, fordi der var hutuer, som ikke ville have, hans mor skulle vidne mod dem.

Innocent Nkundiye er i dag 26 år. Han er flyttet til hovedstaden Kigali, hvor han med en ven lejer tre små værelser i udkanten af byen.

Rwanda var for 25 år siden helt i knæ. Regeringskontorer og huse var blevet plyndret, brændt eller bombarderet. (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

- Rwanda er i dag det sikreste sted på kontinentet, fortæller Innocent, mens vi går ad små stier på vej mod en restaurant.

- Jeg kan gå her om natten med min mobiltelefon i hånden uden, der sker mig noget. Politiet holder øje.

Der står faktisk politifolk diskret på mange gadehjørner. Kriminalitet er derfor et nærmest ukendt begreb i det lille land, som på rekordtid har rejst sig. Økonomien boomer, fattigdommen er faldet fra 78 procent til 38, næsten enhver indbygger har fået en sundhedsforsikring, og der er kommet internet ud på skolerne.

Turismen vokser støt – især fordi Rwanda lægger regnskov til de sjældne bjerggorillaer. Innocent arbejder da også i et rejsebureau.

Der bor i dag 12,7 millioner mennesker i Rwanda.

I sin fritid skriver han digte. Mange af dem handler om at komme videre i livet. Folkedrabet fylder stadig, men han nægter at blive fyldt af den vrede og det had, som herskede i 1994. Han forsøger at komme ud af rollen som ”folkedrabsoverlever” og bare hvile i sig selv og være positiv.

- Dengang tog de folks hjerner og ændrede dem. Forestil dig, at overbevise et menneske om, at din ven er din fjende. At din kone og dine børn er dine fjender, fordi du er hutu og de er tutsi. Bare udryd dem. Det tager lang tid at overbevise folk om det. Men folk blev undervist i had.

Målet dengang var at få alle hutuer til at tage en machete i hånden og ride med på bølgen, når startskuddet lød.

Da det lød den 7. april for 25 år siden, var Innocent og Bosco tæt på at dø.

Innocent og Bosco og deres familie boede 130 kilometer fra hovedstaden i den støvede og solrige Butare-provins i 1994. Folk lyttede til nyhederne fra radioen med en vis uro. Men de kunne ikke forestille sig, at deres naboer kunne finde på at vende sig mod hinanden.

- Vi havde altid levet fredeligt sammen side om side i Butare, fortæller Innocents mor, Rose Burizihiza.

Hun var derfor heller ikke skræmt, da den populære radiostation Radio des Milles Colinne i året op til april 1994 sendte slet skjulte hentydninger til, at et folkedrab var under opsejling. De friske radioværter henvendte sig til lytterne med udtalelser om den kommende nedslagting af tutsier som: ”Er I klar til træfældning? Det er tid til ukrudtsbekæmpelse. Kakerlakkerne skal udryddes.”

- Vi var så vant til at høre det, at vi ikke tog det alvorligt, siger Rose.

Rose på et ældre privatfoto sammen med Innocent og Bosco. (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

Propagandaen virkede på de fleste: Det gav mening at udrydde ”fjenden”; så var der mere til de andre og fred og ro i landet. Derfor gik hutuerne med i en kollektiv blodrus i april 1994.

De hutuer, som ikke ville slå deres venner og naboer ihjel, blev også udryddet. Bagefter har mange hutuer undskyldt deres handlinger med, at de slog ihjel for selv at overleve. Gjorde de det ikke, måtte de selv dø, og hvad vælger du så?

Blodbadet startede i Kigali, og der gik to uger, før folkemordet kom til Butare. Det skete, da regeringen afsatte og siden myrdede den magtfulde amtsborgmester i Butare, som indtil da havde overbevist sine borgere om ikke at slå hinanden ihjel. Han var selv tutsi.

Folkedrabet i Rwanda foregik med håndkraft, og alle var tvunget til at deltage. Kun 14 procent af tutsierne døde af skudsår, resten blev slagtet med macheter, skruetrækkere og økser. (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

Så gik det stærkt. Forstærkninger af hutu-militser indtog provinsen. Det var brutalt og umenneskeligt. Det ved én kvinde mere end nogen andre. Kvinden er Innocent og Boscos mor, Rose.

Selv i Rwanda er hendes historie unik:

En viceborgmester i Butare fik i maj 1994 den vanvittige idé, at der alligevel ikke skulle være en total udryddelse af tutsier. En enkelt tutsi skulle overleve som vidne. Han udvalgte Innocents mor: Rose.

- Han sagde til hende, at hun skulle være deres vidne, så hun kunne fortælle verden og Gud, hvor unikke og specielle hutu-mænd var. Hun var vidne til alt, hvad de gjorde,” fortæller Innocent.

Viceborgmesteren lavede en lov, som forbød hutuerne at dræbe Rose. Først når folkemordernes mission var udført, skulle hun dø. Den første dag som vidne så Rose sin mor blive voldtaget med en machete, til hun forblødte.

Omkring 800.000 tutsier mistede livet i 1994. Der er i dag 200 mindesmærker og museer spredt over hele Rwanda. Den 7. april hvert år starter en uges sørgehøjtidelighed for at mindes ofrene for folkedrabet. (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

Men selvom rædslerne sluttede efter folkedrabet, var livet ikke let for Rose og hendes børn. Den nye regering ville have folkemorderne dømt – og det krævede vidner.

Rose vidste alt om, hvem der havde gjort hvad i Butare. Mange hutuer sendte hende dødstrusler og smed sten mod hendes hus. Til sidst måtte hun være under hærens beskyttelse konstant. Den lille familie flyttede ind i et hjørne af militærbasen i Butare.

- Selvom jeg var et barn, blev jeg også hurtigt manden i huset, for vi havde jo ikke nogen far. Jeg følte, jeg skulle hjælpe min mor, da jeg var det ældste barn.

Innocent ryster på hovedet.

- Det fandt jeg så ud af, jeg ikke var. Da jeg var 15 år, fortalte min mor, at jeg havde en storesøster.

Oplysningen kom, fordi Innocent i skolen var blevet spurgt, om hans far var soldat. Han svarede nej.

- Men hvorfor bor du så på militærbasen? spurgte en klassekammerat.

Innocent kunne ikke svare og gik hjem og spurgte sin mor. Han fik at vide, det var for deres egen sikkerhed. Og så fortalte hans mor for første gang om deres liv i de 100 dage i 1994.

For Innocent står samtalen som den værste i hans liv. Men han var også glad for den.

- Først fortalte hun om min far. Han blev smidt levende ned i en dyb latrin for at dø. De hentede min mor, fordi de ville se, hvordan hun reagerede på at se sin mand dø. De sagde: Kom og sig noget til ham.

Endelig kunne Innocent forstå, hvorfor hans mor ind imellem var så mærkelig og ked af det.

- Det var en lettelse, for nu kunne jeg dele smerten med hende.

Viceborgmesteren, som holdt Innocent og Boscos mor som vidne og sexslave, var en 57-årig mand, som hed Pascal Habyarimana. Han var gift og en respekteret mand i Butare. Men han ændrede sig til et rendyrket monster i 1994.

- Min mor fortalte, at min storesøster Agnes var tre år, da folkemorderne fandt hende. De smed hende levende i et latrinhul, ligesom de gjorde med min far. De kastede sten ned i hovedet på hende og hældte kogende vand over hende, fortæller Innocent.

Innocent fik dette billede med sin familie på, da han bestod sin gymnasieeksamen. Der eksisterer ikke et foto af hans storesøster og kun et barndomsfoto af hans far, som de fik fra et familiemedlem i udlandet. (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

Innocent og Bosco overlevede, fordi det lykkedes deres mor at gemme dem i en udhulet træstamme, som ellers blev brugt som fad til at brygge bananøl i. Hun satte endnu et fad ovenpå og borede nogle huller, så de kunne trække vejret. I næsten to måneder lå de gemt i, hvad der dybest set var en kiste. Den var placeret ved en afsides kostald.

Her skulle Rose dagligt malke køerne, så viceborgmesteren og hans familie kunne få mælk. Ingen andre kom normalt nær kostalden.

Bosco og hans mor. I modsætning til sin storebror har Bosco stadig traumer efter folkedrabet. ”Jeg føler ikke vrede, men jeg har bare svært ved at være sammen med de mennesker, som deltog i folkedrabet,” siger han. ”Jeg forstår stadig ikke, at folk kan tage en machete og sprætte et andet menneske op.” (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

- Jeg forstår ikke, hvordan vi kunne lade være med at græde i den boks. Vi må jo instinktivt have vidst, at vi skulle være lydløse, så morderne ikke kunne finde os, siger Innocent om tiden med sin lillebror i den mørke og fugtige kiste for 25 år siden.

Men selv hvis brødrene græd, kunne ingen høre dem. Kun når Rose tog dem op, var de i fare for at blive afsløret. Hun holdt dem i live ved at give dem noget af køernes mælk, når hun var alene ved stalden.

- Min mor tog os også op og varmede os ved et ildsted ind imellem, før vi blev lagt tilbage i vores hjem, som altså var den boks, fortæller Innocent.

Men en dag gik det galt.

Rose Burizihiza ved mindesten. Efter folkedrabet fik hun både fysisk og psykisk hjælp til at komme sig. Hun startede siden foreningen ABASA, som er en selvhjælpsgruppe for overlevere og voldtægtsofre fra folkedrabet. Hun har modtaget prisen African Women Empowerment Award for sin indsats. (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

En dag havde Rose taget sine sønner op for at give dem lidt sol, da viceborgmesteren uventet kom forbi og så dem.

- Han smed dem ud til hundene, fordi han var træt af at slå ihjel den dag.

Rwandas hunde levede af menneskekød under folkedrabet.

- Men overraskende nok tog de ikke en eneste bid af os, fortæller Innocent.

Hundene nøjedes med at bære dem ud på en mark, hvor deres mor fandt dem om aftenen og fik bragt dem tilbage til deres skjulested. Her lå de, indtil viceborgmesteren og de andre folkemordere flygtede, fordi eksilhæren RPF var ved at indtage Butare.

Moderate hutuer flygtede også under folkedrabet. Her venter hutuflygtninge i kø for at blive transporteret tilbage til Kigale, efter tutsier fra eksil fik stoppet folkedrabet. Det internationale samfund anerkendte først bagefter, at der var tale om et folkedrab.

Med viceborgmesteren på flugt tog Rose sine små børn op og bar dem til hans hus. Hun tændte op i sin nu forhenværende bøddels ildsted. Hun vendte og drejede sine sønner forsigtigt nær ilden og duppede dem med et håndklæde. De var nærmest i forrådning med store vabler på kroppen efter tiden i den fugtige kiste, som reddede deres liv.

Til august fylder Rose 50 år, og Innocent er i gang med at planlægge en stor fødselsdagsfest for sin mor - uden hun aner noget om det.

- Vi har aldrig fejret vores fødselsdage siden folkedrabet. Hverken hendes eller vores. Jeg tror, det er fordi min mor har haft for travlt, siger han.

Rose har været vidne i omkring 200 retssager mod folkemordere. Både i Rwanda, Canada, USA og i FN-tribunalet, som har dømt de store bagmænd bag de 100 vanvittige dage i 1994.

- Jeg kalder hende min helt. For hun blev udvalgt til at være vidne for folkemorderne for at vise, hvor stærke de var. Men i dag er hun vidne for at vise, hvor dumme de var. Og det er altså sin sag at stille sig op i en retssal. Mange tør ikke gøre det. Men min mor siger til morderne: I ville have, jeg skulle være jeres vidne, og nu er jeg det.

130.00 mistænkte folkemordere fyldte landets fængsler i 1990´erne. Siden blev 80.000 løsladt efter at have deltaget i lokale sandhedskommisioner. (© Jørn Stjerneklar © Mayday Press)

Innocent havde efter samtalen med sin mor som 15-årig kun ét ønske: Hævn.

- Jeg ville i hæren og trænes og få hævn. Men så snakkede jeg med min mor om tilgivelse og forsoning og forstod, at hvis jeg ikke fattede det, ville jeg jo bare ende op med at gøre det samme som folkemorderne.

Som før folkedrabet udgør hutuerne i dag fortsat over 80 procent af befolkningen. Men Innocent er ikke bange for, at de vil kaste sig ud i et forsøg på at afslutte, hvad der ikke lykkedes for dem for 25 år siden.

- Vi er ikke længere adskilt i separate grupper, men er ét folk. Vi er rwandere, siger han.

Innocent har både gjort sig som komiker, skuespiller og poet. Han koncentrerer sig nu om digtene, som gjorde, at han i gymnasiet to gange blev udvalgt til at rejse til USA og fortælle om Rwanda.

Han er klar over, at der både i og uden for landets grænser sidder folk, som benægter folkedrabet eller opildner til at fortsætte det. Han kan læse det på internettet dagligt. De sidder også i Danmark, som til dato har udleveret tre mistænkte folkemordere til retsforfølgelse i det internationale tribunal eller til Rwanda.

- Vi kan ikke kontrollere dem i udlandet, så det eneste, vi kan gøre, er at lade omverdenen høre sandheden. Men Rwanda sidder ikke bare og kigger på. Vores land gør et utroligt arbejde for at fange de her mennesker og få dem i retten og give dem en straf, siger Innocent.

Selv forsøger Innocent at fortælle Rwandas historie gennem de digte, han nu koncentrerer sig om, og som gjorde, at han i gymnasiet to gange blev udvalgt til at rejse til USA og fortælle om Rwanda.

We must wake up, to give back respect

To rise again through the power of our hope

Millions of our People were massacred,

Butchered, tortured but never went extinct,

misperception about genocide doesn’t

Have to be the weakness of our country

We were left not to be the genocide news for the world

But to become the healing light for the dark minds.

- Innocent Nkundiye.

Facebook
Twitter