25 civile døde under angreb mod IS-hovedby

Luftangreb mod Raqqa i det nordlige Syrien kommer, efter at syriske regeringsstyrker er fordrevet fra Raqqa-provinsen.

Byen Raqqa er Islamisk Stats hovedby, og regeringssstyrker kæmper for at få kontrollen over den. (Foto: Rodi Said © Scanpix)

25 civile syrere har mistet livet under et flyangreb mod Islamisk Stats hovedby, Raqqa. Seks af de dræbte er børn.

Det oplyser det sædvanligvis velorienterede Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der indsamler oplysninger fra et netværk af informanter på landjorden. Organisationen har ikke noget bud på, hvem der stod bag angrebet.

Luftangrebet kom, efter at Islamisk Stat har tildelt de russisk-støttede regeringsstyrker et nederlag ved at drive præsident Bashar al-Assads soldater ud af hele provinsen Raqqa.

Det var eller lykkedes regeringsstyrkerne at rykke frem mindre end 20 kilometer fra floden Eufrat og landets største opdæmmede sø.

Over 40 syriske soldater blev dræbt, da jihadister søndag og mandag gik til modangreb, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Raqqa ligger i det nordlige Syrien og har fungeret som Islamisk Stats hovedstad.

/ritzau/

Facebook
Twitter