270 involverede: Sverige ramt af tre kæmpeslagsmål inden for et døgn

Politiet oplyser, at en hooligan-gruppering stod bag et af slagsmålene.

Ved det første slagsmål overfaldt 60 personer en anden gruppe på en rasteplads (arkiv). (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Helt usædvandligt og helt uafhængigt af hinanden har tre kæmpeslagsmål fundet sted i Sverige inden for et enkelt døgn.

Det første fandt sted 13.04 lørdag på en rasteplads ved Nyköping, det andet brød ud 03.12 natten til søndag uden for en natklub i Gävle, mens det tredje skete 03.28 uden for en restaurant i Göteborg.

Ved de tre slagsmål har der til sammen været omkring 270 involverede, oplyser politiet ifølge Aftonbladet.

Masseslagsmål på rasteplads

Ved slagsmålet i Nyköping var omkring 30 personer netop stået af en bus, da omkring 60 personer dukkede op ud af det blå og gik løs på buspassagererne. Det førte til masseslagsmål mellem de to grupper.

Der blev også kastet med sten, og bussen blev vandaliseret, inden de involverede stak af.

Søndag oplyser det lokale politi, at det var en hooligan-gruppering, der udførte overfaldet.

- Slagsmålet har intet med sport at gøre, men de kalder sig selv tilhængere, selvom det blot er almindelige hooligans, siger Tor Sevelius fra Sörmlands Politi ifølge Aftonbladet.

Han kalder slagsmålets størrelse helt usædvanligt, og at problemerne med hooligans kan være ved at blusse op igen efter nogle stille år.

- Det føles, som om det er i gang igen, og så store problemer er ikke almindelige, siger Tor Sevelius.

70-80 stødte sammen

Mens svenskerne undrede sig over det store slagsmål, fulgte to nye altså efter den følgende nat.

I Gävle nord for Stockholm blev politiet tilkaldt, efter der var udbrudt tumult uden for en natklub kort efter en hiphop-koncert.

Politiet oplyser, at der skulle være tale om to grupperinger, som havde haft en konflikt under koncerten. Da de efterfølgende stødte sammen udenfor, opstod der slagsmål, hvor op til 70-80 personer skulle have deltaget.

En person fik peberspray, efter han gjorde modstand, da politiet skilte parterne ad. Han er nu sigtet for sine forseelser.

'Man har været for fuld'

Som om det ikke var nok, udbrød der kort efter endnu et slagsmål 500 kilometer sydpå i Göteborg. Her gik omkring 100 personer løs på hinanden uden for en restaurant, og flere sikkerhedsvagter kom til skade.

Her kunne politiet dog hurtigt afvise, at det havde noget med hooliganisme at gøre. Der var i stedet en helt anden simpel årsag slagsmålet.

- Høj promille. Man har været for fuld, der opstod nogle diskussioner, og så er man begyndt at slås, siger Peter Nordengard fra det lokale politi ifølge Aftonbladet.

Politiet måtte skille parterne ad, men ingen blev anholdt.

Facebook
Twitter