32 formodede russiske lejesoldater anholdt i Hviderusland

Hvideruslands præsident beskylder russiske lejesoldater for at forsøge sabotere det kommende valg i landet.

Russerne blev anholdt af hviderussiske sikkerhedsstyrker i går. (© Belaruskaja Tele-Radio Campanija)

Hviderussiske sikkerhedsfolk anholdt tidligt i går 32 formodede russiske lejesoldater.

Det statsstyrede medie Belta rapporterer, at der er tale om lejesoldater fra det berygtede russiske sikkerhedfirma Wagner Group, der blandt andet opererer i Syrien og i flere afrikanske lande.

Ifølge styret i Hviderusland har over 200 russiske lejesoldater rejst ind i landet under dække af at være turister for at destabilisere Hviderusland og sabotere det forestående præsidentvalg gennem "terrorhandlinger".

Den russiske ambassadør er indkaldt for at afgive forklaring, siger styret ifølge New York Times.

Fra flere sider lyder der dog skepsis omkring myndighedernes udlægning.

Myndighederne i Hviderusland har delt materiale af anholdelserne af 32 formodede lejesoldater i udkanten af hovedstaden Minsk:

Fortsat mystik

Mens det hviderussiske styre siger, at mændene planlagde at udføre en terrorhandling, hersker der fortsat forvirring omkring russernes tilstedeværelse i landet, fortæller Matilde Kimer, DR's Rusland-korrespondent.

Det gælder blandt andet forklaringen om, at de er kommet uopdaget ind i landet under dække af at være turister.

- De var alle iklædt samme type militæruniform, så de har ikke været helt inkognito, siger korrespondenten.

En teori går på, at mændene blot brugte Hviderusland som transitland på deres vej mod udstationering i Afrika, hvor Wagner-gruppen er kendt for at operere.

Denne teori styrkes af, at videomateriale af anholdelserne viser, at mindst en af mændene var i besiddelse af sudanesisk valuta og et sudanesisk telekort, påpeger New York Times.

Ruslands ambassadør i Hviderusland har her til eftermiddag sandsynliggjort, at mændene var på vej til et tredjeland og siger, at der ikke er grund til at tro, at de ville destabilisere Hviderusland, beretter Reuters.

Svækket præsident

Styrets beskyldninger om en planlagt terrorhandling kommer på et tidspunkt, hvor Hvideruslands mangeårige diktator, Alexander Lukasjenko, er mere presset end nogensinde, fortæller Matilde Kimer.

- Han er ude i den sværeste - og nogle ville sige eneste reelle - valgkamp i løbet af sine 26 år ved magten, fordi der faktisk er en ganske stærk opposition, siger hun.

- Det, han indirekte får signaleret med den historie, der kører nu, er, at uden ham som den stærke mand med sine soldater og sikkerhedstjeneste, så vil alternativet være et svækket Hviderusland, hvor russerne nærmest når som helst kan invadere.

Rusland og Hviderusland har traditionelt været tætte allierede, men iagttagere peger på, at forholdet mellem landene er blevet forværret, efter præsident Putin har forsøgt at presse Lukasjenko til at lade sit land smelte sammen med Rusland i en form for union.

Også i sidste måned påstod Lukasjenko, at russiske interesser havde forsøgt at destabilisere landet. Her blev to af hans politiske rivaler fængslet.

  • Kritikere frygter, at den seneste udvikling vil blive brugt til at den i forvejen begrænsede forsamlingsfrihed i Hviderusland op til valget. Her har tusinder protesteret mod præsidenten. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)
  • Præsident Lukasjenko har fået øgenavnet Europas sidste diktator. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)
  • Han er kommet under pres fra oppositionen ført an af Svetlana Tikhanovskaja og Veronika Tsepkalo. Maria Kolesnikova (th) repræsenterer oppositionspolitikeren Viktor Babariko, der blev fængslet i sidste måned. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)
1 / 3

Myndighederne oplyser i dag, at man undersøger forbindelser mellem de russiske lejesoldater og oppositionspolitikeren Sergej Tikhanovskij, som er en af de to fængslede oppositionspolitikere, beretter Washington Post.

Hans kone, oppositionspolitikeren Svetlana Tikhanovskaja, afviser beskyldningerne og opfordrer verdens ledere til at sikre sig, at Hvideruslands befolkning ikke bliver udsat for vold.

Hviderusserne går til valg den 9. august.

Facebook
Twitter