33 omkommet: Brand kan være Japans værste massedrab i 18 år

Animationfans sørger foran den udbrændte bygning.

Animationfans, tegnere og beboere i området er mødt op med blomster for at vise de 33 omkomne en sidste respekt.

- De unge mennesker tegnede og promoverede japansk animation i udlandet. De er blevet dræbt uden nogen grund af en enkelt person. Det er ubærligt, siger en grådkvalt Yasuko Tomita, der er nabo til filmstudiet Kyoto Animation.

Politiet har tilbageholdt en 41-årig mand, der ifølge japank tv er mistænkt for at hælde en væske, der tilsyneladende var benzin, ud på første etage af bygningen for derefter at sætte ild til den.

Hvis der er tale om et massedrab, er det det værste angreb i Japan siden 2001, hvor en mordbrand kostede 44 livet i Tokyo.

Dødtallet i Kyoto Animation overstiger sågar giftgasangrebet i Tokyos undergrundbane i 1995, hvor 13 blev dræbt.

Blomster og tegninger dedikeret til ofrene. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Øjenvidner: Han råbte "dø!"

Der var 74 personer i bygningen, da udbrød i brand i går. Ifølge Kyotos politi spredte branden sig så hurtigt, at det var svært at nå at flygte.

Tolv mænd, tyve kvinder og en person, hvis køn endnu ikke identificeret, er omkommet.

- Hvordan kan nogen finde på sådan noget, siger tegneren Sister Himitsu, der er mødt op for at lægge blomster foran Kyoto Animation.

Øjenvidner har fortalt, at den tilbageholdte mand råbte "dø!", da han hældte den uidentificerede væske ud i filmstudiet.

Og ifølge CNN har et øjenvidne fortalt, at manden sagde: "De plagierede", da han blev tilbageholdt af politiet.

- Hvis du gør noget så slemt, kommer du i helvede, siger tegneren Sister Himitsu.

27-årige Yuichi Kumami har taget fri fra arbejde og er rejst fra nabobyen Osaka for også at lægge blomster.

- Det var mit håb, at de skulle lave flere mindeværdige værker i fremtiden. Men nu er det måske umuligt for dem, og det er meget deprimerende, siger den unge animationsfan med gråd i stemmen.

Animationsstudiet bliver kaldt KyoAni og blev oprettet i 1981.

Facebook
Twitter