34-årige Sanna Marin bliver Finlands nye premierminister

Sanna Marin overtager efter den socialdemokratiske leder, Antti Rinne, der trådte tilbage i sidste uge.

(Arkivfoto). Sanna Marin er verdens yngste nuværende premierminister. Den 94-årige premierminister i Malaysia, Mahathir Mohamad, anses for at være den ældste premierminister i verden. (Foto: Heikki Saukkomaa © Scanpix)

Den finske rigsdag har godkendt den 34-årige socialdemokrat Sanna Marin som landets nye premierminister.

Hun kan dermed kalde sig verdens yngste siddende regeringssleder, skriver Reuters.

Ud af parlamentets 200 medlemmer stemte 99 for valget af Sanna Marin, mens 70 stemte imod. De øvrige var ikke til stede.

Sanna Marin var indtil i dag transportminister.

Fremover skal hun lede en centrum-venstreregering bestående af fem partier, der alle har kvinder på formandsposterne. Fire af de fem politiske ledere er under 35 år.

Overtager efter regeringskrise

Sanna Marin overtager posten som premierminister efter den socialdemokratiske leder, Antti Rinne, der grundet en regeringskrise trådte tilbage i sidste uge.

Regeringskrisen opstod på baggrund af en langvarig krise, der har rødder i en arbejdskonflikt i det finske postvæsen, Posti.

Det har medført strejke blandt ansatte i postvæsnet og også blandt medarbejdere i Finlands vigtigste lufthavn, der ligger i Helsinki.

Sanna har gjort lynkarriere

Som 27-årig kom hun i spidsen for byrådet i Tampere, og lige nu er hun i gang med sin anden periode i det finske parlament.

Erfaringen som landets øverste leder har Sanna Marin også allerede.

Hun overtog nemlig posten midlertidigt sidste vinter, mens den daværende leder Antti Rinne havde sygeorlov.

94-årige Mahathir Mohamad anses for at være verdens ældste premierminister. (Foto: LIM HUEY TENG © Scanpix)

Yngste premierminister i finsk historie

Når Sanna Marin sætter sig i regeringsslederkontoret, bliver hun ikke kun verdens yngste siddende regeringsleder.

Hun bliver også den yngste premierminister i finsk historie.

Ukraines premierminister, Oleksiy Honcharuk, på 35 år, der blev valgt i maj, er indtil nu blevet anset som værende verdens yngste regeringssleder, mens den 94-årige premierminister i Malaysia, Mahathir Mohamad, anses for at være den ældste.