347 kilometer lang undervandsgrotte opdaget i Mexico

Opdagelsen af grotten kan føre til ny viden om maya-folket.

Dykkere i Mexico har opdaget det, der formodes at være verdens største undervandsgrotte.

I månedsvis har dykkerne undersøgt de labyrint-agtige gange i grotterne i vandet ved halvøen Yucatán, der adskiller det Caribiske Hav fra den Mexicanske Golf.

Det er nu lykkes dem at forbinde grottesystemet kendt som Sac Actun med det såkaldte Dos Ojos-systemet, så det nu strækker sig over 347 kilometer.

Det er undervandsarkæolog Guillermo de Anda, som er leder af projektet The Gran Acuifero Maya, der har til opgave at undersøge og bevare vandene ved halvøen.

Og forhåbningen for ham er, at opdagelsen kan tilvejebringe ny viden om maya-civilisationen, der levede på halvøen, inden spanierne erobrede området.

- Det vil kaste mere lys over, hvordan de oprindelige kolonier og bosættelser, før spanierne kom til, er opstået, siger Guillermo de Anda til nyhedsbureauet Reuters.