Tema Krigen i Syrien

350 evakuerede fra Østaleppo er i ringe forfatning

De personer, der sent i aftes blev evakueret fra Aleppo, har manglet mad og drikke, og mange børn er syge, siger lægekilder.

I aftes blev evakueringen fra Aleppo sat på pause. Problemet er tilsyneladende de to landsbyer al-Foua og Kefraya. Det syriske styre vil kun lade oprørere og civile forlade Aleppo, hvis flere må forlade de to landsbyer. (Foto: George Ourfalian © Scanpix)

Efter en pause i aftes blev evakueringen af det østlige Aleppo genoptaget sent i aftes, bekræfter en FN-embedsmand også over for Reuters.

Ifølge FN kørte det første hold væk i busser omkring klokken 23 lokal tid.

Ahmad al-Dbis, der leder et hold af læger og frivillige i Aleppo, fortæller til franske AFP, at 350 mennesker har forladt den oprørskontrollerede del af Aleppo søndag aften.

- De er i frygtelig dårlig forfatning. De har ikke spist, de har ikke drukket, og mange børn er blevet syge med forkølelse, siger han.

I alt fem busser har fragtet mennesker fra den østlige del af Aleppo til et område vest for byen, hvor oprørere har kontrollen. Busserne blev angiveligt tidligere holdt tilbage i timevis i et af regimets områder.

En tyrkisk nødhjælpsorganisation oplyser til nyhedsbureauet dpa, at 400 mennesker var om bord på de fem busser.

Et stridspunkt i forbindelse med evakueringen har netop været situationen i de to landsbyer al-Foua og Kefraya.

Regimet har tidligere meddelt, at oprørere og deres familier kun vil få tilladelse til at forlade det østlige Aleppo, hvis flere får lov til at forlade al-Foua og Kefraya.

/ritzau/