350.000 uden rent drikkevand i England

Oversvømmelserne i det centrale og vestlige England har sendt det britiske flyvevåben på sin største mission i fredstid. Vandstanden stiger fortsat og oversvømmelserne får nu også konsekvenser for strøm og drikkevand.

Store dele af det centrale og vestlige England er under vand efter et voldsomt regnvejr i fredags. (Foto: STEPHEN HIRD © Scanpix)

Vandstanden i den centrale og vestlige del af England fortsætter med at stige og Storbritanniens to største floder, Severn og Themsen, truer med at gå over deres bredder.

Vandmasserne trænger samtidig ind i drikkevandsreservoirer og 350.000 står i øjeblikket uden rent vand. Op mod 40.000 hjem er uden strøm.

Myndighederne frygter at vandstanden fortsætter med at stige indtil engang i morgen.

Største operation i fredstid

Militærhelikoptere er på tredje døgn i gang med at evakuere nødstedte fra de områder England, der er ramt af voldsomme oversvømmlser. Det er det britiske flyvevåbens hidtil største operation i fredstid.

Siden oversvømmelserne begyndte fredag, har RAF foretaget 55 flyvninger for at komme strandede briter til undsætning og levere lægehjælp og medicin til de nødstedte.

Premierminister Gordon Brown har i dag besøgt de ramte områder. Han har lovet, at han vil sætte et arbejde i gang for at få forbedret afvandingskanaler og dræn i fremtiden.

Forbindelse til global opvarmning

Storbritannien har ikke været ramt af så voldsomme oversvømmelser siden 1947.

Meteorologerne er enige om, at den usædvanligt dårlige sommer skyldes en forskydning mod syd af de højtgående luftstrømme. En forskydning der er helt normal.

Men ifølge avisen The Independent vil en rapport, der offentliggøres i tidsskriftet Nature på onsdag, påvise, at der er en sammenhæng mellem den menneskeskabte globale opvarmning og de usædvanligt voldsomme skybrud, der nu for anden gang denne sommer oversvømmer de britiske øer. Første gang var 24. juni.

Facebook
Twitter