36 coronatilfælde får australsk delstat til at lukke ned

South Australia lukker ned i seks dage for at undgå en anden bølge af coronavirus.

(Foto: STRINGER © Scanpix)

Den australske delstat South Australia indfører fra torsdag en seks dage lang lockdown, selvom der kun er 36 aktive coronatilfælde blandt de mere end 1,7 millioner indbyggere.

Men det er nødvendigt at slå hurtigt ned for at bremse udbruddet, siger premierministeren i South Australia, Stephen Marshall, på et pressemøde:

- Vi slår hårdt og tidligt til. Tid er afgørende.

Stephen Marshall vil "sætte samfundet på pause", så myndighederne kan opspore de personer, der har været i kontakt med smittede:

- Vi kan ikke vente og se, hvor slemt det bliver. Vi må handle hurtigt og beslutsomt, så vi kan være ét skridt foran, sagde han.

De nye restriktioner betyder, at butikker, restauranter, caféer og barer skal holde lukket og ikke må levere take-away.

Der var lange køer i supermarkederne, kort efter myndighederene annoncerede en seks-dages lockdown. (Foto: Brenton Edwards © Scanpix)

Universiteter og skoler må også lukke, og regionale rejser bliver forbudt.

Hver dag må kun én person i hver husstand forlade hjemmet, hvis det er for et specifikt formål.

"Lockdown er billigere end en anden bølge"

22 af de 36 smittede er koblet til det samme lokale udbrud. Og virusset fra dét udbrud har vist sig at være meget smitsom og spreder sig hurtigere end normalt, siger epidemiolog Mary-Louise MacLaws til avisen The Guardian.

- De tilfælde, vi har set, har haft få eller ingen symptomer, men har givet virusset videre til andre.

Hun mener, at South Australia "køber tid" ved at lukke hurtigt ned, så det bliver nemmere at få smitten under kontrol:

- De har reageret hurtigt, for selvom smittetallene er lave, er virussen smitsom og hurtig. En lockdown er billigere end en anden bølge, siger Mary-Louise McLaw.

Smitte kommer fra karantænehoteller

Ifølge lokale myndigheder kommer det særlige smitteudbrud fra et hotel, hvor indrejsende har siddet i karantæne. Her er en ansat blevet smittet og har spredt virussen videre ud i samfundet.

Siden marts har Australien haft lukkede grænser, men statsborgere og personer, der bor permanent i landet, får lov til at komme ind, hvis de går 14 dage i karantæne på et hotel.

Premiereministeren i South Australia annoncerer en seks-dages lockdown, der træde i kraft natten til torsdag. Butikker, restauranter, barer skoler og unversiteter skal holde lukket. (Foto: KELLY BARNES © Scanpix)

Derfor findes der karantænehoteller, hvor alle bliver kørt til direkte fra lufthavnen. Det er ikke tilladt at gå i karantæne i sit eget hjem, fordi myndighederne frygter, at folk ikke vil overholde reglerne for karantæne.

Det har været op til de enkelte australske delstater at håndhæve karantænereglerne. I nogle stater har militær og politi holdt øje med de personer, der var i tvungen karantæne. I delstaten Victoria hyrede regeringen private sikkerhedsfirmaer til opgaven.

Alligevel har coronasmitten spredt sig fra karantænehotellerne til de lokale samfund. I delstaten Victoria kom coronasmitten i sommer ud af kontrol, fordi karantænehotellerne ikke isolerede indrejsende godt nok.

Skæv fordeling af tilfælde

I skrivende stund har Australien registreret knap 28.000 smittetilfælde og 907 dødsfald. Der er dog stor forskel på, hvor hårdt de australske delstater er blevet ramt. For mens den mest befolkede delstat, New South Wales, har haft 53 dødsfald, har nabostaten Victoria haft hele 819.

En stor del af smitten har været centreret omkring storbyen Melbourne. Her førte en voldsom smittespredning i juli til, at man for første gang i 100 år lukkede delstatsgrænsen mellem Victoria og New South Wales.

Myndighederne i Victoria beordrede dengang nedlukning af 30 forstæder og ni boligblokke, men det var ikke nok til at få bugt med smittespredningen. I starten af august erklærede myndighederne i delstaten så, at situationen var ude af kontrol og indførte en hård nedlukning af staten i seks uger.

  • Den hårde nedlukning gav anledning til iøjefaldende scener i millionbyen Melbourne. (Foto: STRINGER © Scanpix)
  • I delstaten Victoria har det siden den 11. oktober været et krav at bære mundbind, så snart man forlader hjemmet. (Foto: STRINGER © Scanpix)
1 / 2

Det indebar blandt andet lukkede skoler, et forbud mod fritidsaktiviteter og et natligt udgangsforbud, mens borgerne i Melbourne fik besked på kun at tage ud at handle én gang om dagen.

Efter den strenge lockdown fik delstaten smitten under kontrol, og der er ikke registreret nye tilfælde af coronavirus i 19 dage.

Facebook
Twitter