400 irakiske migranter er hjemme igen efter mislykket forsøg på at komme til EU: 'De var temmelig bitre og desillusionerede'

Migranter på grænsen mellem Polen og Hviderusland er endt som brikker i storpolitisk magtkamp.

Det var nogle slukørede og skuffede irakere, der vendte hjem i dag. (Foto: © AZAD LASHKARI, Ritzau Scanpix)

For få timer siden landede et fly i den kurdiske by Erbil i det nordlige Irak. Flyet ankom fra Minsk i Belarus, også kaldet Hviderusland, og ombord var omkring 430 passagerer.

Mange af dem har ligesom tusindvis af andre irakere og afghanere brugt månedsvis på at komme over grænsen fra Hviderusland og til Polen og EU. Men sådan gik det ikke.

I stedet har de boet i migrantlejre langs grænsen, hvor de har kæmpet for at finde mad og få varmen i temperaturer omkring frysepunktet. Og når de har forsøgt at krydse grænsen, er de blevet mødt med tåregas og tørre tæsk.

Mindst otte personer har mistet livet på grænsen de seneste måneder.

Michael S. Lund, DR's mellemøstkorrespondent, fortæller fra Erbil, at mange af irakerne er lettede, men også meget skuffede.

- De var temmelig bitre og desillusionerede, og de var rimelig påvirkede af det. Mange af dem har solgt bilen og andre ting for at komme afsted. Nu vender de hjem og har ikke fået noget som helst ud af det.

Mange af migranterne har betalt menneskesmuglere for at komme til EU gennem Hviderusland.

- Jeg har talt med en, der har betalt 6.000 dollar for billetten og for at blive smuglet, siger Michael S. Lund.

Her ses irakerne i lufthavnen i Minsk.

Lukket inde

Selvom nogle af dem rejste for flere måneder siden, er det især de seneste uger, at situationen ved grænsen mellem Polen og Hviderusland er blevet tilspidset.

På den ene side anklager Polen og EU Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, for at kanalisere migranterne ind i EU fra blandt andet Irak i et forsøg på at destabilisere EU. De ser det som hævn for de seneste sanktioner mod Lukasjenko, der kaldes "Europas sidste diktator".

De anklager bliver dog pure afvist af præsidenten, der tidligere på året sagde, at man ikke vil holde nogle tilbage, og at man var mere bekymret for Polens oprustning langs grænsen.

Det er særligt ved Polens største grænseovergang ved byen Kuznica, at mange migranter har forsøgt at komme ind i Polen. (© DR)

Polen har igen og igen skruet op for antallet af soldater på grænsen. I sidste uge oplyste den polske forsvarminister, at der nu var 15.000 soldater, der skulle stoppe de mange forsøg fra migranternes side på at krydse grænsen.

Indtil nu har migranterne heller ikke kunnet bevæge sig tilbage ind i Hviderusland, men det har ændret sig de seneste dage.

Her ses migranter forsøge at bryde gennem pigtrådshegn ved grænsen til Polen for en uge siden.

Pres på Irak

Ifølge Polen begyndte hviderussiske myndigheder i går at køre nogle af de tusindvis af migranter væk i busser.

Ifølge det statslige hviderussiske nyhedsbureau, Belta, blev migranterne kørt til et logistikcenter nær grænsen, hvor de har fået mulighed for at sove indendørs efter flere uger i midlertidige telte.

Videoer fra flere migrantlejre viser også, at mange er dem er blevet forladt. Der er dog fortsat en hel del migranter langs grænsen.

Her ses Kuznica-Bruzgi-grænseovergangen tidligere i dag.

Ifølge Michael S. Lund har EU presset på for at få sat en stopper situationen på grænsen, og nu har Irak altså valgt at tilbyde migranterne at vende tilbage.

EU har også lagt pres på flyselskaber for at få dem til at stoppe med at flyve til Hviderusland med migranter.

Det er dog ikke alle, for hvem det var frivilligt, at de tog til lufthavnen i Minsk, siger Michael S. Lund.

- Nogle har fortalt, at de gerne ville tilbage, fordi de ikke kunne være på grænsen længere. Andre har dog også fortalt, at de blev taget af hviderussisk politi og fulgt til lufthavnen.

Drømmen om EU er altså knust for mange, men det afholder ikke andre fra at tage turen mod vest. Ifølge Michael S. Lund finder de bare andre veje, for eksempel gennem Rusland.

Mens nogle drømmer om et bedre liv, flygter andre fra Islamisk Stat, siger mellemøstkorrespondenten.

- Selvom mange kommer hjem, så er der stadig andre, der forsøger at tage afsted.